Efter konkurs: Nu svarer rejseselskab på kritik

- Jeg kan godt forstå, hvis folk synes, det er mærkeligt, at jeg søndag stod i tv og fortalte, at folk ikke skulle være nervøse, siger kommunikationschefen i Thomas Cook til Ekstra Bladet efter fly- og rejseselskabets konkurs

Thomas Cooks direktør siger officielt undskyld. Video: Reuters/Ritzau Scanpix

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Rejsegiganten Thomas Cook, der blandt andet ejer Spies, gik natten til mandag konkurs.

Det berører mindst 1400 passagerer, der mandag skal rejse til og fra Kastrup Lufthavn i København, men tusindvis af kunder, der allerede er rejst ud i verden, eller står og skal på ferie snart, aner nu ikke, hvad de skal gøre.

Ekstra Bladet har modtaget et tocifret antal henvendelser fra kunder, der er i vildrede.

En familie på fem skulle efter planen hjem fra deres ferie på Cypern her til formiddag, men på hotellet, der er Spies-ejet, aner personalet ikke, hvad de skal fortælle de rejsende.

Også et nygift par, der skulle på bryllupsrejse, måtte helt ud i lufthavnen, før de fandt ud af, at deres fly til Maderia var aflyst.

Og det er kun to af mange eksempler.

Kufferterne skal pakkes ud derhjemme efter den aflyste bryllupsrejse. Foto: Per Rasmussen Samfund - 23. sep. 2019 - kl. 10:04 Spies-kaos koster bryllupsrejse: Ingen kan hjælpe



Hos Thomas Cook Airlines lægger kommunikationschef Lisbeth Nedergaard sig fladt ned.

- Vi er så kede af, at det går ud over vores gæster, siger Lisbeth Nedergaard til Ekstra Bladet.

- Hele ledelsen troede på det indtil klokken 03 i nat. Vi havde banker og investorer linet op, og de var klar med 900 millioner pund. Vi troede virkelig på det. Der var så meget, der tydede på, at det ville lade sig gøre, og nu er det faldet til jorden med et brag.

- Thomas Cook gik konkurs klokken 03 i nat. Alligevel kunne kunder så sent som klokken 05.12 læse på jeres hjemmeside, at der var 'ingen grund til at være nervøs', og at det blot var mediernes spekulationer, der gjorde kunderne nervøse. Hvordan hænger det sammen?

- Fra beslutningen bliver taget klokken 03 i nat, og til vi sammen med ledelsen får lavet en plan, går der noget tid. Og så var det det en prioritering for os at fortælle det til medarbejderne, før det kom på hjemmesiden.

- Det håber jeg, at kunderne har forståelse for.

Se også: Boris Johnson lover Thomas Cook hjælp til at få alle hjem

- Flere af jeres kunder fortæller til Ekstra Bladet, at de netop tjekkede jeres hjemmeside tidligt i morges, inden de skulle i lufthavnen. Her stod der, at alt var i den skønneste orden, og da de så kom frem til lufthavnen, var deres fly aflyst. Forstår du deres frustrationer?

- Ja, og jeg kan også godt forstå, hvis folk synes, det er mærkeligt, at jeg søndag stod i tv og fortalte, at folk ikke skulle være nervøse. Men det troede jeg virkelig også på. Det er virkelig noget, der er sket over natten, og som vi ikke havde forventet, fortæller Lisbeth Nedergaard.

- Hvordan skal jeres kunder, som står og skal hjem fra ferie de her dage, forholde sig?

- Der bliver taget hånd om dem. Vi er ved at finde en løsning, så alle gæster kommer hjem.

- Hvornår kan de komme hjem? I dag eller i næste uge?

- Jeg er færdig med at spå om noget som helst, men jeg håber, at jeg meget snart kan komme ud med nogle informationer, lyder det fra kommunikationschefen, som samtidig opfordrer Thomas Cooks kunder til at holde sig opdateret på rejseselskabets hjemmeside.

Se også: Fremtiden er uvis for Spies efter Thomas Cook-konkurs

118 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere