Efter massedrab: Våbenbutik erklærer muslim-fri zone

Efter massedrabet på militærbase i Tennessee - erklærer våbenhandler i Florida sin butik for muslim-fri zone

Andy Hallinan, ejer af Florida Gun Supply i Florida, vil nu nægte muslimer at komme ind i forretningen. 
(Foto: Facebook)
Andy Hallinan, ejer af Florida Gun Supply i Florida, vil nu nægte muslimer at komme ind i forretningen. (Foto: Facebook)

NEW YORK, USA (Ekstra Bladet): Hvordan han har tænkt sig at tjekke sine kunders religiøse tilhørsforhold vides ikke. Men ejeren af en våbenbutik i Florida har nu åbent erklæret sin forretning forbudt for muslimer.

Den kontroversielle udmelding kommer i kølvandet på massedrabet på militærbasen i Chattanooga i Tennessee i torsdags, hvor i alt 5 personer og gerningsmanden mistede livet.

Her gik den unge kuwaitisk-fødte men amerikanske statsborger Mohammad Abdulazeez amok i et anslået terrorangreb og skød fem marinesoldater, før han selv blev dræbt af politiet.

Billedet her er taget i forbindelse med, at Mohammed Youssef Adbulazeez lavede en trafikforseelse i april i år (Politifoto via AP) Krimi Han dræbte fire i amerikansk terrorangreb

'Islam ikke en fredfyldt religion'
- Vores ledere siger, at Islam er en fredfyldt religion. Fuld af tolerance, kærlighed og håb. Tro ikke deres løgne, lyder budskabet fra våbenbutikkens ejer Andy Hallinan på forretningens video via Facebook.

Foran det i de sidste uger omstridte Sydstatsflag, som er blevet fjernet fra rådhuset i Charleston, South Carolina efter et racistisk massemord i en kirke, erklærer Hallinan, at muslimer nu er forment adgang i butikken i byen Inverness. 

'Vi må bruge drastiske metoder'
- Jeg har et moralsk og juridisk ansvar for at beskytte alle patrioter i mit samfund, så med øjeblikkelig virkning erklærer jeg Florida Gun Supply en muslim-fri zone. Jeg vil ikke bevæbne og træne dem, som ønsker at skade mine med-patrioter, siger han som et af i alt tre nye tiltag i butikken for 'at gøre Amerika et mere sikkert sted at være'.

- Torsdag morgen blev en politimand og fire marinesoldater skudt i Tennessee. Florida Gun Supply svarer igen med drastiske metoder, forklarer han og erklærer, at våbenbutikkens kurser for at kunne bære våben nu er blevet gratis.

(Foto: AP) Krimi Fire soldater dræbt ved militærbase

Yder gratis skydebanetræning
- Benyt muligheden for at blive bevæbnet og trænet og bær det dagligt.

- Med øjeblikkelig effekt har vores skydebaner også åbent for offentligheden. Gratis. For vi vil have at folk skal kunne øve sig i det tilfælde, det bliver nødvendigt at forsvare vores lokalsamfund, lyder det tredje drastiske skridt.

- Racisme var nedadgående, indtil Obama overtog præsidentembedet. Nu fortæller de, at alle sorte, der bliver skudt i USA af en hvid betjent er på grund af race. Tro ikke deres løgne, buldrer Andy Hallinan løs på videoen, hvor han også proklamerer, at det bliver USA's endeligt, hvis ikke der bliver gjort oprør mod landets 'ledere'.

Kæmper mod politisk korrekthed
- Vi er i kamp patrioter. Ikke kun mod islamisk fundamentalisme men også imod ekstrem politisk korrekthed, der truer vores liv.

- Lederne af vores land siger, at Sydstatsflaget er lig med hvidt overherredømme, had og intolerance. Det er løgn. Dette flag repræsenterer ikke andet end Sydens rige arv og en vilje for patrioter til at stå op imod alle former for tyrani.

Ifølge Washington Post har en anden våbenforretning i Arkansas allerede indført et forbud mod muslimer.

Rådet for Amerikanske-Islamiske Relationer (CAIR) har grundet Florida Gun Supplys annoncering bedt Justitsministeriet om at gå ind i sagen.

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at komme i kontakt med Florida Gun Supply for en uddybning af deres tiltag.

 

319 kommentarer
Vis kommentarer