Efter massiv eftersøgning: 33-årig fundet i god behold

Nordjyllands Politi iværksatte tirsdag aften forgæves en omfattende eftersøgning af en 33-årig mand. Onsdag morgen dukkede han uskadt op på sin fars bopæl

Opdatering: Politiet meddeler tidligt onsdag, at den eftersøgte Claus Trolle Rasmussen er dukket op i god behold

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ikke siden tirsdag aften har nogen set 33-årige Claus Trolle Rasmussen, og onsdag morgen bad Nordjyllands Politi offentligheden om hjælp ved at efterlyse ham på Twitter.

Det frygtes, at Claus Trolle Rasmussen har været udsat for en ulykke eller er blevet ramt af sygdom.

Claus Trolle Rasmussen er cirka 180 cm høj og er almindelig af bygning. Han er skaldet og bærer briller. Han var iført lysegrå T-shirt og mørkegrå bukser, da han forsvandt.

- Vi beder borgerne i Skagen om at kigge efter Claus i deres haver, udhuse, garager osv., skriver politiet og opfordrer borgere til at ringe til politiet på 114, hvis de har oplysninger i sagen.

Hele natten har politiet søgt efter manden, som tirsdag var kørt fast med en bil i sandet på stranden ved Skagen, oplyser vagtchef Carsten Højrup Christensen til Ekstra Bladet.

Han tilkaldte autohjælp, men firmaet kunne ikke efterfølgende få kontakt med ham, hvorfor bilen aldrig blev trukket fri og stadig onsdag morgen befandt sig på stranden. Claus Trolle Rasmussen forlod stranden til fods og opsøgte en bekendt, som han lånte en knallert af.

Han kørte tilbage til stranden, men oplevede så også problemer med at tumle det køretøj i sandet. Han efterlod så også knallerten på stedet for til fods at bevæge sig ind mod byen.

- Et vidne så ham omkring klokken 20 gå i retning mod byen, og siden er han ikke set, siger Carsten Højrup Christensen.

- Natten igennem har man søgt med helikopter og patruljer efter ham. Det har man mere eller mindre brugt hele natten på - også med en drone med termisk kamera.

- Eftersøgningen er naturligvis sat i værk, fordi man er bange for, at der er sket noget med ham. Ikke kriminel handling, men måske er han faldet og er kommet til skade, siger Carsten Højrup Christensen.

- Man er bekymret for ham og hans velvære. Vi håber, at der er nogen, der her i løbet af dagen kan komme med oplysninger.