Efter meldinger om 'voldsomt vejr': Nu kommer solen

Tidligt på aftenen lørdag varslede DMI om voldsomme snefygninger og advarede bilister. Det er dog blevet mere mildt nu, og søndag bliver solrig og tør, lyder det fra DMI

Danskerne går en solrig og tør søndag i møde, i modsætningen til lørdagens voldsomme snefygninger. Foto: COLOURBOX
Danskerne går en solrig og tør søndag i møde, i modsætningen til lørdagens voldsomme snefygninger. Foto: COLOURBOX

Lørdag har været præget af voldsomme snefygninger, på grund af den kraftige vind kombineret med snebyger. Der har været flere trafikuheld, især omkring sydmotorvejen mellem Vordingborg og Nørre Alslev.

Nu ser det ud til at de voldsomme snefygninger, der tidligere blev varslet om, klinger af. Danskerne kan gå en solrig søndag i møde. Det fortæller vagtchefen i DMI til Ekstra Bladet.

- Vi har stadig snebyger, der kommer ind fra Østersøen, men de er ikke så kraftige mere. Der kommer lidt sne hist og her, og det blæser stadig kraftigt, men vinden er i gang med at aftage, siger vagtchefen hos DMI til Ekstra Bladet lørdag aften.

Solrig og kold søndag
Ifølge vagtchefen kommer der fortsat lette snebyger i den sydlige del af landet, men ellers bliver resten af landet klart i løbet af natten. Især i den nordlige del, hvor det også bliver rigtig koldt. Ned til mellem tre og otte graders frost.

Nattens klare vejr munder derfor ud i en solbeskinnet dag søndag, og temperaturen sniger sig over frysepunktet - nogle steder endda op til tre grader.

Det giver let til frisk vind søndag morgen. Ved kysterne mod syd er den dog stadig hård. I løbet af dagen aftager vinden. Først i den nordlige del, og så breder det sig langsomt sydpå.

- Det bliver en ret fin dag i morgen, søndag, med meget sol, især i den nordlige halvdel af landet. I den sydlige halvdel er der en del skyer om morgenen og om formiddagen, siger vagtchefen.

Sneen bliver liggende
Men alt i alt kommer der meget mere sol, og søndag bliver stort set tørt. Ifølge vagtchefen kan der komme enkelte snebyger om morgenen.

Vagtchefen oplyser yderligere, at der ikke er nogen rapportering om, at det skulle være særligt besværligt i trafikken nu. Sneen bliver dog liggende især omkring Vordingborg og i den sydligste del af Sjælland.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere