Efter millionunderskud: Historisk luksus-slot til salg

Det er ikke hvem som helst, der får lov til at købe det eksklusive luksusresort, hvis det står til ejeren

Det er vigtigt for nuværende ejer, at de kommende ejere vil videreføre standarden for Kokkedal Slot. Foto: Tariq Mikkel Khan
Det er vigtigt for nuværende ejer, at de kommende ejere vil videreføre standarden for Kokkedal Slot. Foto: Tariq Mikkel Khan

Kokkedal Slot er sat til salg for 150 millioner kroner.

Det er M. Goldschmidt Holdings, der forsøger at sælge den landskendte ejendom.

Det skriver Børsen.

Trods at slottet skal have nye ejere, forsikrer ejer Mikael Goldschmidt i en pressemeddelelse, at de 'fortsætter uændret med det høje service- og kvalitetsniveau og den femstjernede luksus, som slottet er kendt for i ind- og udland'.

Han ønsker nemlig, at den kommende ejer vil blive ved med at drive slottet i samme jetset-stil.

'Vi vil være meget tålmodige i denne proces, idet vi vil være helt sikre på, at en eventuelt ny ejer vil videreføre dette, så man fortsat vil mærke denne helt særlige magi, som i dag kendetegner slottet,' udtaler milliardæren Mikael Goldschmidt i pressemeddelelsen.

Kæmpe renovering
Kokkedal Slot åbnede som hotel i 2011, efter Mikael Goldschmidt overtog slottet.

Da Mikael Goldschmidt købte den historiske ejendom, var slottet i forfærdelig forfatning med blandt andet svamp og skimmelangreb, skriver Børsen.

Kokkedal Slot har længe voldet Mikael Goldschmidt problemer, for det har været svært at få driften til at hænge sammen, har Finans tidligere skrevet.

I 2018 endte slottet med et underskud på to millioner kroner.

På luksushotellet er der blandt andet mulighed for at afholde bryllupper, som blandt andre Geggo og Cengiz har gjort.

Prins Nikolai har desuden arbejdet i et trainee-forløb hos M. Goldschmidt Holdings.

89 kommentarer
Vis kommentarer