Efter mystiske videoer: Due død efter cowboyhat blev limet fast

Bekymrede borgere filmede de hatteklædte duer på gaden. Nu er en af dem død

Denne video gik i december viralt på Twitter-siden Las Vegas Locally. Video: AP/Storyful

Efter en række videoer og billeder af minimum tre duer, der gik rundt med små cowboyhatte på hovedet, tilbage i december gik viralt på de sociale medier, gik duevelfærdsorganisationen Lofty Hopes Pigeon Rescue straks i gang med at lokalisere de pågældende fugle.

Videoerne skabte stor bekymring hos både foreningen og blandt de lokale borgere i Las Vegas, hvor duerne flere steder var blevet spottet.

Samfund Mystiske videoer går viralt: Hvem sætter cowboyhatte på duerne?

Man frygtede, at personerne, som havde sat hattene på duerne, måske havde brugt en kraftig superlim til det besynderlige foretagende.

Det lykkedes Lofty Hopes Pigeon Rescue at finde frem til de tre duer.

Men nu er den ene af dem, der hurtigt var blevet døbt 'Billie the Pidgie', desværre død, skriver organisationen på deres Facebook-side.

Det skriver blandt andre Metro og Las Vegas Sun.

'Personalet og frivillige ved Lofty Hopes er kede af at melde, at Billie the Pidge, en af cowboy-duerne med de røde hatte, er gået bort med en ukendt sygdom', lyder det blandt andet i opslaget, hvor de samtidig gætter på, at det er dampene fra den lim, der klistrede hatten fast, som langsomt fik forgiftet og til sidst dræbt 'Billie the Pidgie'.

Personalet beskriver videre, at duen allerede virkede svag, da de fangede den ind, og den manglede et par tæer på grund af noget snor, der var viklet om dens fod.

'Vi er oprigtigt kede af hendes død og vil altid mindes hendes kamp, skriver Lofty Hopes Pigeon Rescue.

De to andre duer med cowboyhatte er fortsat i live og er i organisationens varetægt, og på nyere opslag på Facebook skriver de desuden, at en due-elsker har sat sig for at indfange en due, der nu er blevet set på gaden i Las Vegas iført sombrero.

Det er fortsat uvist hvem der har limet hattene fast til duerne i Las Vegas' gader.

1 af 2 
2 af 2 Due-organisationen gætter på, at dampene fra superlimen var med til at slå 'Billie the Pidgie' ihjel. Foto: Lofty Hopes Rescue Center
71 kommentarer
Vis kommentarer