Danske og internationale politikere jubler over sejren over Islamisk Stat i den irakiske storby Mosul.
De seneste dage har forskellige højtstående irakiske regeringsmedlemmer skiftevis udråbt Mosul som befriet for terrororganisationen Islamisk Stats blodige greb, og politikere fra hele verden har hyldet irakerne for sejren.
Blandt andet den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Selv har vi her på Ekstra Bladet i flere artikler beskrevet de irakiske specialstyrkers fremmarch og indtagelse af byen.
Blodigt nederlag
Mosul er indtaget og Islamisk Stat har på kampladsen i Mellemøsten lidt et blodigt nederlag.
Men den militære sejr over Islamisk Stats selvudnævnte kalifat bringer en række nye udfordringer med sig og ændrer trusselsbilledet mod Europa markant.
Sådan lyder advarslen fra ph.d. i militant ekstremisme ved European University Institut i Firenze, Tore Refslund Hamming.
- Ideen om, at Islamisk Stat er besejret, fordi man har indtaget fysiske landområder fra dem, er naiv. Den bagvedliggende politiske ideologi vil leve videre. Vi har tidligere set, at organisationen i 2007 og 2008 var i defensiven. De trak sig tilbage i ørkenen, men vendte senere tilbage med uhørt styrke og indtog store områder i Syrien og Irak, siger Tore Refslund Hamming til Ekstra Bladet.
Mosul er tabt - Angrib Europa
Den seneste tid har terrororganisationen indset, at kampen for de store landområder er tabt.
Ifølge Tore Refslund Hamming har ordrerne til IS-krigerne derfor ændret sig markant.
- Islamisk Stat har flyttet fokus fra den konventionelle krig til mere guerilla-inspirerede terrorangreb. I kommunikationen via deres propagandamedier lyder opfordringen derfor nu i højere grad, at krigerne skal udføre symbolske angreb på mål i Vesten, lyder det fra terroreksperten.
Ni måneders kampe overstået
Mosul var Islamisk Stats sidste bastion i Irak og blev indtaget af den ekstremistiske gruppe i 2014, som udråbte Islamisk Stats kalifat fra Nuri-moskeen.
Kampen om Mosul har stået på i ni måneder. I januar var den østlige del tilbageerobret af Irak, og i februar blev kampen om den vestlige del indledt. 21. juni sprængte Islamisk Stat moskeen i stykker i erkendelsen af, at de ikke længere kunne holde byen.
De omfattende kampe har efterladt Mosul i ruiner med lig i gaderne. Tusindvis af civile er blevet dræbt og næsten en million drevet på flugt.
Advarer om ny terrorversion
Sejren over Islamisk Stat i Mosul har også fået den amerikanske general Stephen Townsend, som er øverstbefalende for de amerikanskledede operationer mod Islamisk Stat, til at advare om, at den ekstremistiske gruppe hurtigt kan få et nyt fodfæste i Irak.
Han advarer mod en ny version af terrororganisationen vil kunne opstå i støvet på den gamle.
- Trods den 'historiske' sejr i Mosul, kan vi kun forhindre Isil 2.0 fra at opstå, hvis Iraks regering rækker ud til sunnimuslimerne. Regeringen må række ud og sikre en forsoning med den sunnimuslimske befolkning og få dem til at føle, at de er repræsenteret af regeringen i Bagdad, pointerer den amerikanske general til BBC.
Tore Refslund Hamming er enig i den betragtning.
- Hvis vi ikke formår at ændre det politiske klima i regionen, der har været med til at fostre Islamisk Stat i første omgang, vil ideologien aldrig dø. At tro man kan nedkæmpe noget militært uden at ændre på ideologien er en historieløs naiv tilgang til kampen mod terroren, lyder det fra den danske ekspert.