Efter over 60 år: Nu møder koreanere deres familier igen

Nord- og sydkoreanere har fået en kort mulighed for at mødes på trods af opdelingen af de to lande

Her kan du se delegationen fra Sydkorea rejse afsted. (Video: AP)

Efter Japans nederlag i 2. verdenskrig, har Korea været en evig politisk slagmark, og for de mennesker, der havde pårørende på begge sider, blev opdelingen i Nord- og Sydkorea skæbnesvanger.

Det notorisk lukkede Nordkorea har nemlig betydet, at familier har været afskåret fra at se hinanden på traditionel vis, men tirsdag har en stor gruppe af sydkoreanere fået muligheden for at se deres kære.

Således har omkring 390 sydkoreanere krydset grænsen ind i Nordkorea for at bruge tre dage, hvor de har mulighed for at mødes med familiemedlemmer, som mange ikke har set i mere end 60 år. Det skriver nyhedsbureauet AP.

En af dem er 94-årige Lee Dong-im, der skal mødes med sin svoger i Nordkorea. Hun fortæller, at hun er ved at kvæles i tårer bare af at tale om ham.

- Jeg ved ikke, hvad jeg vil tænke, når jeg møder ham. Det ved jeg først, når jeg rent faktisk ser ham, siger hun.

Sydkoreanerne ventes at medbringe ting som medicin, kunst, penge og cykler som gaver til deres pårørende i nord. Omkring 140 nordkoreanere ventes at møde op for at mødes med sydkoreanerne.

82-årige Suh Byung-gon er en af mange sydkoreanere i kørestol, der må hjælpes af Røde Kors-medarbejdere på vej mod genforeningen. (Foto: AP)
82-årige Suh Byung-gon er en af mange sydkoreanere i kørestol, der må hjælpes af Røde Kors-medarbejdere på vej mod genforeningen. (Foto: AP)
 

Strid kom i vejen for familier
De hjerteskærende møder mellem familierne er den første af sin slags siden februar sidste år. Den bitre strid mellem Nord og Syd betyder, at familiemedlemmer ikke kan så meget som sende breve eller ringe til hinanden uden tilladelse fra de respektive regeringer.

I august blev de to regeringer dog enige om at genoptage traditionen med at lade familier mødes. Efter de 390 sydkoreanere er vendt hjem torsdag, skal 190 nordkoreanere mødes med 250 fra syd.

For mange koreanere er det enormt afgørende, at de får mulighed for at mødes med deres familier på den anden side af grænsen. Ifølge AP er halvdelen af de 130.410 sydkoreanere, der har søgt om at deltage i en genforening, afgået ved døden.

Deltagerne ved genforeningen i Sydkorea bliver udtrukket ved hjælp af en computerstyret lodtrækning, mens Nordkorea angiveligt udvælger folk baseret på deres loyalitet over for styret.

Foto: AP
Foto: AP
 

'Kunne ikke sove'
En af de heldige i det sydkoreanske lotteri i denne omgang er 77-årige Oh Cheol-ran, der fortæller, at hendes forældre altid fortalte om hendes bror, inden de døde.

- Jeg er så glad for at kunne se ham nu. Jeg har ikke kunnet sove ordentligt, lød det inden afgangen.

Sydkorea har længe efterspurgt en mulighed for at større antal deltagere i genforeningerne, ligesom de vil afholde dem oftere. Nordkorea strider dog imod på dette punkt, dels fordi genforeningerne er et godt forhandlingsmiddel over for Sydkorea, og dels fordi de er nervøse for at for mange genforeninger kan øge påvirkningen fra syd og svække styrets greb om befolkningen.

Foto: AP
Foto: AP
 

Siden år 2000, hvor genforeningerne startede som led i en mindre opblødning mellem de to lande, har omkring 18.800 koreanere deltaget i de i alt 19 genforeninger, mens omkring 3750 har deltaget i video-genforeninger.

9 kommentarer
Vis kommentarer