Efter pinlig pressemeddelse: Folketingspolitikere håner aktivist-elever

S og V efter pinlig pressemeddelse: De burde koncentrere sig mere om deres skolegang

– Det er fint, at man ytrer sig om tingene, men at det foregår i skoletiden er forkert, og netop pressemeddelelsen understreger, at der er nogen, der har behov for at være til stede i skoletiden, siger Anni Matthiesen (V), undervisningsordfører. (Foto: Finn Frandsen)
– Det er fint, at man ytrer sig om tingene, men at det foregår i skoletiden er forkert, og netop pressemeddelelsen understreger, at der er nogen, der har behov for at være til stede i skoletiden, siger Anni Matthiesen (V), undervisningsordfører. (Foto: Finn Frandsen)

- Næsten alle sætninger indeholder fejl. Om end det så er kommafejl, lille forbogstav ved egennavn eller at den bare ikke giver mening.

Det kunne være en dansk-lærers beskrivelse af den pressemeddelelse, elevgruppen kaldet ’En Stor Mellemfinger Til Den Nye Skolereform’ udsendte i forgårs.

Gruppen af skoleelever er godt og grundigt træt af den nye skolereform og vil derfor gentage ’succesen’ fra sidste år, hvor omkring 4000 danske skoleelever pjækkede fra skole for at deltage i demonstrationen.

Derfor forsøger gruppen at stable endnu en demonstration på benene 5. januar.

Sådan så den tilsendte meddelelse ud, efter en korrekturlæser gik den igennem.
Sådan så den tilsendte meddelelse ud, efter en korrekturlæser gik den igennem.
 

Bør lære at læse og skrive i stedet
Men ifølge undervisningsordførere fra to af landets partier så bør arrangørerne gå mere op i deres skolegang og melde sig ind i elevrådene i stedet for at hive danske skoleelever ud af klasselokalerne.

- Selvfølgelig er det fint, at man ytrer sig om tingene, men at demonstrationerne foregår i skoletiden, det er forkert, og netop pressemeddelelsen understreger, at der er nogen, der har behov for at være til stede i skoletiden, siger Anni Matthiesen (V), undervisningsordfører.

- Rammen for folkeskolereformen er sat af os, men den skal udfyldes lokalt, og der er det vigtigt, at man er aktiv som elev i elevrådet for at få udfyldt rammen bedst muligt. Derfor er det vigtigere, at de bruger deres kræfter på deres egen skole, siger hun.

Paradoksalt
Hun mener, at det er paradoksalt, at arrangørerne kæmper mod reformen, der netop prioriterer dansk og matematik, når de så tydeligt har problemer.

- Folkeskolereformen er netop tænkt til at sikre, at vore børn og unge mennesker bliver bedre til at læse, skrive og regne, og ud fra den pressemeddelelse kunne man tænke, at netop dem, der har skrevet pressemeddelelsen, har brug for skolereformen, siger Anni Matthiesen.

Ifølge Annette Lind (S), undervisningsordfører, bør de unge aktivere sig i det lokale demokrati i deres elevråd.

Råber op
- Hvis man vil ændre nogle ting, skal man ikke bare stille sig op foran Christiansborg og råbe op til os. I stedet skal man melde sig ind i sit elevråd eller henvende sig til sine lærere eller skolebestyrelse. Det er i nærdemokratiet, det er lettest at forandre tingene, siger hun.

- Det er rigtig fint, at der er nogle unge mennesker, der vil demonstrere og ytre sig, men samtidig skal man sætte fokus på det, man har til hensigt at ændre. Det gør man langtfra med sådan en pressemeddelelse med masser af stavefejl. Det skærer i øjnene på en gammel dansk-lærer som mig, siger Annette Lind

Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen