Efter rekord-sommer: Populær isbiks laver overskud

Iskæden leverer igen overskud

Paradis is laver igen overskud. Arkivfoto: PHILIP DAVALI
Paradis is laver igen overskud. Arkivfoto: PHILIP DAVALI

Efter Danmark smeltede væk sidste år, kan resultatet nu ses på bundlinjen hos en af landets populære iskæder.

Paradis Is laver igen overskud.

Fra i sidste regnskab at have et underskud på 2,1 millioner kroner, kan selskabet i nyeste regnskab præstere et overskud på 1,6 millioner kroner.

Se også: Ny afsløring: Paradis-iskiosker gemmer sig for Fødevarekontrollen

Overskuddet betyder, at selskabet nu har en egenkapital på 6,6 millioner kroner.

Plantebaseret is
Iskæden Paradis Is startede som en butik i Nørregade, Aarhus, hvor idéen var at sælge det kolde mælkeprodukt med inspiration fra italiensk is. Siden er kæden vokset og vokset, og i dag kan der tælles 46 butikker i Danmark.

I ledelsesberetningen skriver ledelsen:

'I årets løb blev der, sammen med vores danske franchisepartnerne, investeret kraftigt i introduktion af nye og trendsættende is varianter herunder nye plantebaseret varianter, holdt fokus på yderligere udvidelse af vores økologiske ingredienser og sikret at nærmest alle butikker er blevet opdateret med en nutidig indretning og flottere visuel fremtoning.'

Paradis Is har tidligere fortalt Ekstra Bladet, hvordan der satses på USA. Der fremgår imidlertid intet herom i regnskabsmeddelelsen. Søren Falck Hansen, adm. direktør i Paradis Is, insisterer på at svare på skrift. Han skriver omkring USA:

'I Los Angeles var der tilgang af 8 nye butikker, driften af den centrale produktion er forbedret og isens kvalitet har medført priser for Bedste Is og Butik i Californien. Alt i alt en positiv fremgang. Der var dog fortsat udfordringer med etableringen af lejemål til de 8 nye butikker samt langsomlige bygge- og myndighedsprocesser hvilket gjorde at åbningerne af de nye butikker blev forsinket.'

Han fortæller, at også i det kommende regnskabsår vil der være fokus på USA:

'Vi har fuld fokus på nye isvarianter, plantebaseret isvarianter og en løbende overgang til bæredygtig emballage hvilket er noget som vores gæster respondere meget positivt på. Udover det har vi stadig fuld fokus på at åbne butikker og ekspandere kæden i Los Angeles og omegn samt yderligere styrke vores eksisterende butikker i Danmark.'

62 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere