Efter rekordstigning: Melbourne lukker helt ned

Fem millioner indbyggere bliver bedt om at blive hjemme, efter at antallet af nye coronasmittede er eksploderet

Også i Europa advarer WHO-direktør Hans Kluge om, at der er risiko for coronagenopblusning. Video: WHO

En rekordstor stigning i antallet af nye smittetilfælde i Melbourne får nu Australiens næststørste by til at lukke helt ned.

Det oplyser delstaten Victorias premierminister, Daniel Andrews, på et pressemøde tirsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Fem millioner indbyggere skal igen blive hjemme. De må kun forlade deres hjem, hvis de skal hente medicin, købe mad, arbejde, studere eller dyrke motion.

Derudover må man kun mødes i grupper af to udenfor skole og hjem.

Nedlukningen træder i kraft midnat til torsdag lokal tid, skriver det lokale medie Herald Sun.

'Det er ikke ovre'
Delstaten har registreret 191 nye coronatilfælde over det seneste døgn. Det er det højeste antal, siden epidemien brød ud. Mandag blev der registreret 127 nye tilfælde.

- Hvis vi mislykkes med at inddæmme smitten, vil det gå fra at være et par hundrede smittetilfælde til mange flere, og så vil det hurtigt være ude af kontrol, siger Daniel Andrews.

- Vi er nødt til at være realistiske. Det her er ikke ovre.

Uholdbare tal
Antallet af smittetilfælde i Melbourne har været tiltagende over det seneste stykke tid, og det vil være 'umuligt' at fortsætte smittesporingen og holde antallet af smittede nede, hvis ikke landet lukkes ned med det samme, siger premierministeren ifølge avisen Sydney Morning Herald.

- Disse høje antal af nye smittetilfælde er uholdbare, siger Daniel Andrews ved en pressebriefing ifølge Reuters.

Artiklen fortsætter under billedet ...

De leverer mad til de 9 højhuse i de nordlige forstæder, der er lukket helt ned pgra corona. Foto: Ritzau Scanpix
De leverer mad til de 9 højhuse i de nordlige forstæder, der er lukket helt ned pgra corona. Foto: Ritzau Scanpix
 

Sidst sket i 1919
Det har blandt andet medført, at Australiens mest folkerige delstat, New South Wales, har lukket grænsen til nabostaten Victoria. Det skete natten til tirsdag.

Grænsen mellem de to delstater var senest lukket i 1919 under den spanske syge.

Verden over er mere end 11.5 millioner mennesker konstateret smittet med coronavirus. Mindst 530.000 smittede har mistet livet. Det viser tal fra Johns Hopkins University.

78 kommentarer
Vis kommentarer