Efter røverkøb: Tilbyder Mette F. dansk vaccinefabrik

Danmark har en vaccinefabrik på Amager, som staten solgte i 2016. Selskabets direktør åbner nu for at sælge fabrikken tilbage til staten

Mette Frederiksen deltog torsdag på et pressemøde, hvor det blev annonceret, at Danmark vil samarbejde om coronavaccinefabrikker med Østrig og Israel

Statsminister Mette Frederiksen (S) behøver ikke at rejse til Israel for at få en vaccineproduktion. Hun kan nøjes med turen til Amager.

I 2016 købte AJ Vaccines Statens Serum Instituts vaccinefabrik, og nu slår selskabet fast over for Ekstra Bladet, at regeringen kan købe fabrikken helt eller delvist tilbage.

'Vi er åbne over for alle dialoger og mulige løsninger, der kan sikre et øget beredskab for danskerne – også forskellige ejerskabs- og samarbejdsmuligheder,' skriver Jesper Helmuth Larsen, adm. direktør, AJ Vaccines, i en mail til Ekstra Bladet.

'Hvad skulle prisen være?'

'Vi har åbnet dialogen om et offentligt privat samarbejde med hensyn på at sikre Danmarks vaccineberedskab - hvordan det kan se ud, er op til en drøftelse mellem parterne.'

Solgt til sheik
Efter salget kunne Ekstra Bladet afsløre, at staten havde solgt produktionen for 15 millioner kroner, og at køberne var det stenrige saudiarabiske familiedynasti Aljomaih med sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih i spidsen.

Selskabet overtog formelt fabrikken i 2017, og siden er der blevet investeret i produktionen, lyder det fra direktøren:

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jesper Helmuth Larsen, adm. direktør, AJ Vaccines. Pr-foto
Jesper Helmuth Larsen, adm. direktør, AJ Vaccines. Pr-foto
 

'Siden vi overtog vaccineproduktionen i 2017, har vi investeret 1,8 mia. kroner i forbedringer og nyanskaffelser. Vi har i dag en fuldstændig tidssvarende og moderne produktionslinje stående parat med 600 dygtige medarbejdere.'

'Kan AJ Vaccines hjælpe den danske stat med produktionen?'

'Ja, det kan vi. Vi vil gerne være en del af den fremtidige beredskabsløsning – både i relation til den aktuelle covid-19 pandemi, men også i forhold til fremtidige pandemier.'

Kritisk analyse hemmeligholdt: - Totalt uacceptabelt

Politikerne gav grønt lys: Nu er sheiken i to skattely

Se brevet: Løkke ville ikke sælge vaccinefabrik

6-12 måneder
'Hvor hurtigt kan I være klar til at producere vacciner?'

'Vi har ikke selv en covid-19-vaccine, men vi har en ledig fabrik med maskiner klar til at fylde vaccinerne i hætteglas og pakke dem til levering, for eksempel i partnerskab med en eksisterende vaccineproducent. Men vi taler om et længere indløb, hvor der minimum vil gå 6-12 måneder. Vi skal for eksempel vide, hvordan pågældende vaccine produceres. Dertil skal vores produktionsapparat og processer sandsynligvis også tilpasses. Endelig skal vi have tilladelse til produktionen fra den danske lægemiddelstyrelse,' skriver direktøren og understreger, at 'en produktionslinje kan etableres i eksisterende bygninger'.

'Hvordan ser AJ Vaccines på, at Danmark er på vej til at indgå samarbejde med Israel om vaccineproduktion?'

'Det er helt naturligt, at regeringen afsøger alle muligheder for at fremskaffe vacciner til den danske befolkning. Vi håber naturligvis, at produktionen kan være i Danmark og hermed hjælpe med at sikre fortsat udvikling af viden og vores omkring 600 arbejdspladser her i Danmark.'

- Udelukker ikke nogen idéer
Torsdag er Mette Frederiksen taget til Israel, hvor hun sammen med Østrigs kansler Sebastian Kurz skal forhandle med Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Tidligere på ugen åbnede hun for at samarbejde med Israel om en vaccinefabrik:

- Ja, vi taler konkret om, hvordan vi kan øge produktionen af vaccine. Det kan være i et offentligt-privat partnerskab. Bygning af egen kapacitet, vi kan stille til rådighed. Jeg udelukker ikke nogen idéer - heller ikke at opføre fabrikker.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Statsministeriet. Her henviser man i stedet til Sundhedsministeriet. 

Hovedrysten over Mettes plan: - Det er ikke muligt

Skandaler står i kø forud for Mette F.-møde

Får hug inden Mette-møde