Kinder har de seneste måneder trukket tusindvis af sine produkter tilbage.
Det siger Nicolas Neykov, direktør for den franske del af selskabet bag Kinder, i et interview med den franske avis Le Parisien. Det skriver AFP
Ifølge nyhedsbureauet har virksomheden således trukket i alt 3000 tons kinder-chokolade tilbage.
Det sker efter den salmonella-alarm, som første gang lød i Storbritannien og Sverige i begyndelsen af april. Siden da spredte skandalen sig til flere lande, herunder Danmark.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Konsekvenser
Det har herhjemme fået Fødevarestyrelsen til hele tre gange at opdatere listen over Kinder-chokolade, der udgør en salmonella-risiko. Og det er langt fra standard-procedure hos styrelsen.
- Det er ikke normalt, at man opdaterer lister på denne måde. Vi forventer, at de er komplette fra start, forklarede Nikolas Hove, der er beredskabschef hos Fødevarestyrelsen, tidligere i maj til Ekstra Bladet.
De tilbagekaldte Kinder-produkter, som udgør en sundhedsrisiko, stammer fra én af Ferrero-fabrik i Belgien.
Den fabrik lukkede efter massivt pres 8. april.
Bøde til Ferrero
Skandalen har fået Fødevarestyrelsen til at sanktionere Ferrero, der producerer Kinders chokolade-produkter.
- Fødevarestyrelsen kan kun sanktionere i Danmark, derfor kan vi ikke give en bøde til fabrikken i Belgien, men Ferrero i Danmark kan se frem til en sanktionering. Hvordan den vil komme til at se ud, er noget vores folk arbejder på i øjeblikket, lyder det fra Nikolas Hove fra styrelsen.
8. april var der 150 bekræftede tilfælde med salmonella i Europa, som regnes med at være forbundet til Kinder-chokoladen fra Belgien. Dem, der har været hårdest ramt, er børn under ti år.