Efter super-vådt døgn: - De kan se frem til en ordentlig omgang

Særligt borgere vest for Storebælt har det seneste døgn måtte stå model til masser af vand, og ifølge DMI fortsætter regnen ind i weekenden. Til gengæld er vandet varmt nok til en dukkert

Hør DMI spå om vejret i september her.

Store dele af Jylland har måttet hive gummistøvlerne og paraplyerne frem det sidste døgn, og der er ingen grund til at gemme dem væk endnu. Regnen fortsætter, lyder meldingen fra DMI.

- Vest for Storebælt har vi haft et meget vådt døgn med mellem 30-50 mm regn. Vi er generelt inde i en ustadig periode, hvor vi kan risikere at se mange byger - dette gælder weekenden med, siger meteorolog og vagtchef ved DMI Thyge Rasmussen.

I løbet af aftenen vil regnen fortsætte vest for Storebælt. Især i de nordlige egne, ser det ud til at blive voldsomt.

Her varsler DMI om voldsomtvejr og risiko for skybrud.

- De kan se frem til en ordentlig omgang, siger Thyge Rasmussen.

Foto: Jens Dresling Samfund - 7. sep. 2018 - kl. 09:54 DMI udvider varsel: - Det er pænt voldsomme mængder

Snup en badetur
Til gengæld ser det noget lysere ud for Sjællænderne, som kan forvente sig en forholdsvis tør weekend. Og hvis man er heldig, er der også solglimt at spotte i det østlige de næste par dage. Temperaturen vil ligge på mellem 18 og 20 grader, oplyser vagtchefen.

- Temperaturerne er stadig forholdsvis høje. Det er nok grundet den lune sommer vi har haft i år. Og hvis man ikke er alt for kuldskær, kan man snildt tage en dukkert. Badetemperaturen er fortsat 20 grader mange steder i landet, siger Thyge Petersen, vagtchef hos DMI.

På trods af det ustadige og våde vejr i Jylland, har DMI endnu ikke modtaget meldinger om oversvømmelser.

4 kommentarer
Vis kommentarer