Nestlé handlede efter bogen, da de som følge af nye EU-regler ændrede opskriften på modermælkserstatningerne NAN Sensilac 1 eller NAN Pro 1.
Det fik dog ubehagelige konsekvenser for en lang række danske spædbørn, der indtog erstatningsproduktet.
Noget, der kunne være undgået, hvis Nestlé havde informeret forældrene om ændringen, mener seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk, Camilla Udsen.
- Virksomheden har ændret sammensætningen, fordi der er kommet nye regler. Der står ikke noget om, hvordan de skal informere omkring det, men det er klart, at når det er en ændring, som kan betyde at børnene får det dårligt, så har de om ikke andet et moralsk ansvar for at informere omkring det, lyder det fra Camilla Udsen.
Milles søn skreg i desperation: - Det var frygteligt
Ansvaret hviler på virksomheden
Ekstra Bladet er bekendt med over 100 mødre, der har oplevet, at deres spædbarn fra den ene dag til den anden har ændret adfærd og er blevet syg.
Men det er urimeligt at forlange af forældre, at de selv skal holde øje med indholdet af et produkt, de kender og køber på jævnlig basis, mener Camilla Udsen.
- Som spædbørnsforældre kan man i virkeligheden ikke gøre noget.
- Man er afhængig af, at der er en lovgivning her, og man er afhængig af, at virksomhederne lever op til det ansvar, de har.
- Det ville være urimeligt at forvente, at forbrugeren skal gå og tjekke en meget lang indholdsfortegnelse for modermælkserstatning hver eneste gang, man køber det, for det er typisk det samme produkt, man køber ofte.
- Det er derfor, at virksomheden skal sige det meget tydeligt, når de laver om på det, og de ved, at der kan være et problem, fortæller Camilla Udsen.
Diarré og maveonde kunne være undgået
'Selv om ændringerne er små, kan de være store for små babyer' lød det fra Nestlé til en bekymret mor på Facebook, og havde virksomheden informeret om produktændringen, så kunne adskillige af timerne med utrøstelige spædbørn sandsynligvis være undgået.
- Man er som forældre lidt på herrens mark, og man er afhængig af, at man får den her information, så man måske kunne være gået mere gradvis over til den nye sammensætning, lyder det fra Camilla Udsen.
- Det er jo ikke fordi, at den er farlig eller noget som helst, det er bare mere et spørgsmål om, at de små babyer skal vænne sig til det.