Efter tyverier: Vagter på alle hospitaler

Region Hovedstaden låser døre på hospitalerne, og der vil være bevogtning døgnet rundt

Herlev Hospital får nu vagtværn og yderligere politibevogtning. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Herlev Hospital får nu vagtværn og yderligere politibevogtning. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdatering onsdag 18. marts: Københavns Vestegns Politi oplyser, at det omtalte tyveri på Herlev Hospital ikke er foregået, sådan som det står beskrevet i denne artikel. Anmeldelsen var faktuel forkert, viser det sig efter efterforskning.

Se også: Politi: Der var ingen maskerede håndsprit-tyve

Tyverier af håndsprit, masker og overtræksdragter på flere hospitaler får nu Region Hovedstaden til at sætte eksterne vagter på hospitalerne.

De vil patruljere døgnet rundt, og politiet vil også være mere til stede omkring hospitalerne for at skabe trygning. Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse mandag.

Herlev Hospital oplevede torsdag i sidste uge et særdeles groft tyveri, da tre maskerede mænd trængte ind på hospitalet og stjal masker og sprit. En fjerde mand ventede i bilen, og gerningsmændene var væk, inden politiet ankom til stedet.

Se også: Maskerede mænd stormede akutmodtagelsen på Herlev Hospital

Usolidarisk
Efter episoden satte Herlev Hospital vagter ved alle åbne indgange, og det er altså nu blevet udvidet til hele regionen.

- Vi vil alle sammen gerne have åbne hospitaler, hvor det er nemt at komme rundt. Men vi er nødt til at gøre noget ved de her usolidariske tyverier her og nu. Vi skal sikre, at alle besøgende på hospitalet har mulighed for at spritte hænderne af, så vi minimerer risikoen for, at de bringe smitte med ind på hospitalet. Samtidig skal vi sikre, at medarbejderne har det nødvendige udstyr som masker og overtræksdragter. Derfor er det nogle nødvendige tiltag, vi nu sætter i gang, siger Sophie Hæstorp Andersen i pressemeddelelsen, hvor hun også understreger, at alt tyveri fra hospitalerne politianmeldes.

Døre vil være låst
Besøgende, medarbejdere og patienter på de enkelte hospitaler vil også opleve, at nogle døre vil være låst, så folk udelukkende kan komme ind ad bestemte indgange.

Ekstra Bladet var mandag i kontakt med både Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og Aarhus Universitetshospital, som alle har oplevet tyverier - dog ikke så voldsomme som episoden på Herlev.

På Odense Universitetshospital er man blandt andet begyndt at sætte håndsprit-beholderne fast med strips, da de ellers bliver hugget og forsvinder med det samme.

Som de eneste har Aalborg Universitetshospital p.t. ingen problemer med tyverier.

24 kommentarer
Vis kommentarer