Efter uheld på uheld: Nyt forsøg skal dræbe køer

De fleste har prøvet at sidde i kø på Fynske Motorvej. Nu vil Vejdirektoratet, Fyns Politi og Rigspolitiet hjælpe trafikanter hurtigere frem med et nyt forsøg

15 kilometer kø på Fynske Motorvej. Et scenarie, der nu skal gøres op med. (Foto / video: Ole Frederiksen / TV 2/Fyn)

Igen og igen lyder meldingen...

Se også: En dræbt i ulykke: Motorvej spærret

112 - 30. apr. 2018 - kl. 07:15 Kaos i myldretiden: Kæmpe kø på motorvej

Se også: Uheld på motorvej: Tre kilometer kø

...alle tre overskrifter inden for bare de to seneste uger.

Lange køer som følge af uheld på Fynske Motorvej er med andre ord et alt for hyppigt scenarie, der nu skal gøres noget ved.

Det mener Vejdirektoratet, Fyns Politi og Rigspolitiet, der nu går sammen for at opløse trafikkøerne hurtigere, så bilisterne slipper for at sidde fanget i både halve og hele timer.

Fra starten af næste måned iværksætter de et forsøg, der frem mod slutningen af 2019 skal teste effekten af forskellige indsatser og værktøjer, der kan medvirke til en hurtigere oprydning og genetablering af trafikken efter uheld på motorvejen tværs over Fyn.

- Der findes vel næsten ikke noget mere frustrerende i trafikken end at være fanget i en lang kø på motorvejen, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) til TV 2/Fyn. 

- Det er irriterende for den enkelte trafikant, og det er dyrt for samfundet. Derfor er der på alle måder god ræson i at afprøve forskellige måder til at afvikle køerne efter uheld på motorvejen hurtigere.

Million-kran en mulighed
Men hvad det helt nøjagtig kræver for at fjerne køerne efter et uheld er endnu usikkert.

- Hvis man skal bruge en ny kran til ti millioner kroner for at rydde hurtigere op på Fynske Motorvej, så tror jeg også, at vi kan finde de ti millioner. Men vi ved ikke, hvad der helt præcist kræves, siger ministeren.

Vejdirektoratet har derfor blandt andet været i udlandet for at høste erfaringer, der viser, at parterne skal være bedre til at kommunikere, koordinere og samarbejde, når der sker et uheld.

- Det er utrolig komplekst at rydde op efter uheld, fortæller områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet.

- Der er mange parter involveret, og de har alle forskellige roller, kompetencer og opgaver. Derfor er det vigtigt, at alle parter deltager i forsøget, så vi bedst muligt kan teste mulighederne for at få ryddet motorvejen hurtigere efter uheld.

Så sent som i sidste uge var motorvejsstrækningen lukket efter uheld. (Video: Local Eyes)

Trafikken vokser
Årsagen til forsøget er, at der stadig kommer mere trafik på motorvejene, og det sætter motorvejene under pres. Det betyder, at selv små uheld kan udløse lange køer.

- Vi skal blive bedre til at få trafikken til at glide i en situation, hvor der kommer flere og flere biler på vejene år for år, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

- Derfor er det rigtig godt, at vi gennem dette forsøg kan blive klogere på, hvordan vi hurtigere kan få genetableret trafikken.

Forsøget begynder i næste måned og løber til slutningen af 2019. Parterne bag pilotprojektet regner dog med, at der ville være resultater af forsøget inden årets afslutning. 

Koster millioner
Hos DI Transport glæder man sig over pilotforsøget om at få ryddet Fynske Motorvej hurtigere efter uheld.

- Ulykker fører ofte til, at motorvejene spærres helt eller delvist i forbindelse med oprydning, og at de forbliver spærret længe efter, at udrykningskøretøjerne har forladt stedet, fordi de havarerede køretøjer ikke bliver ryddet af vejen hurtigt nok. Derfor kan en enkelt ulykke nemt komme til at koste 12 til 15 millioner kroner for samfundet, viser vores analyser, siger Michael Svane, der er branchedirektør i DI Transport.

Nye beregninger fra Vejdirektoratet viser, at det koster samfundet 700 millioner kroner om året, når trafikanterne sidder i kø på motorvejene efter uheld. Og ser man alene på Fynske Motorvej er beløbet 120 millioner kroner.

Også Danske Beredskaber hilser forsøget velkomment, men de så hellere en permanent løsning.

 - Det kunne eksempelvis være ved en ændring i beredskabsloven, så beredskabet får lov til at hjælpe med den umiddelbare del af oprydningen, der hurtigst muligt skal skabe plads til at trafikken igen kan afvikles, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef hos Danske Beredskaber.

42 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere