Efter vanvittige drukfester og studieture: Nu skal elever puste i alkometer

Det skal være slut med druk under studieture, introture og andre arrangementer på de danske gymnasier

En lang række gymnasier indfører nu strenge alkoholforbud. Foto: Polfoto
En lang række gymnasier indfører nu strenge alkoholforbud. Foto: Polfoto

Historier om stangstive elever, blackouts og hospitalsindlæggelser ved sidste års 'Puttefest' i Dyrehaven og andre gymnasiefester, har nu fået 12 gymnasier i hovedstadsområdet til at gå sammen om et nyt alkoholkodeks.

Det nye kodeks går under navnet 'Vi tager ansvar' og forbyder blandt andet alkoholindtag på studieture og introture. Derudover lægger de nye regler op til, at der vil blive afholdt færre fester på de danske gymnasier, være begrænset mulighed for at købe alkohol, mens der også vil være omfattende alkometer-kontrol ved indgangene.

Et af de gymnasier, der har valgt at underskrive de nye regler, er Ørestad Gymnasium på Amager.

Se også: Gik amok sidste gang: Politiet holder øje med putte-fest

Ifølge Allan Kjær Andersen, der er rektor på skolen, er formålet med det nye kodeks at mindske gymnasieelevernes indtag af alkohol og sende et positivt signal udadtil.

- Pointen med at være med i det her alkoholkodeks er, at vi jo gerne vil lave om på statistikken, som siger, at de danske unge er nogle af dem, der drikker mest i Europa. Vi vil gerne gøre vores del for at mindske elevernes alkoholindtag og bidrage positivt til alkoholkulturen i Danmark, siger han til Ekstra Bladet.

- Vi vil gerne skabe ændringer i drukkulturen ved nu én gang for alle at slå fast, at det er udelukket at drikke i hverdagen, på studieture og introture, og at der kun skal indtages begrænset alkohol på skolerne. Samtidig kommer der til at være alkoholkontrol til skolens fester for at sikre, at reglerne bliver overholdt, tilføjer han.

Konsekvens af vilde drukfester
Ifølge Allan Kjær Andersen hænger det nye kodeks direkte sammen med, at der de seneste år har været flere uheldige episoder med vild druk og hospitalsindlæggelser til fester arrangeret af gymnasieelver.

Især de årlige ture til Prag og den årlige 'Puttefest' i Dyrehaven har vakt opsigt, og politiet har flere gange måtte rykke ud til festerne. Det tager gymnasierne nu konsekvensen af.

- Det er klart, at de her nye regler kommer i kølvandet på de uheldige episoder, der eksempelvis har været med gymnasieeleverne i Dyrehaven, hvor det har udviklet sig rigtig alvorligt. Hvor folk er blevet alt for fulde, har lavet hærvæk og andre dumme ting. Offentligheden forbinder hurtigt de begivenheder med gymnasierne, selvom det ikke er noget, vi arrangerer, og det vil vi gerne reagere på, siger rektoren.

Se også: Unge samlet til fest: Efterlod skoven som en svinesti

Blandet modtagelse
Blandt eleverne på Ørestad Gymnasium har det nye alkoholkodeks fået en blandet modtagelse. Især alkometer-kontrollen og reglen om, at man ikke må have en promille over 0,5 vækker harme.

- Det er meget forskelligt, hvordan eleverne har reageret på de nye regler. Mange har taget fint i mod det og synes egentlig, at det er helt fair, mens andre er blevet vrede. Især det her med alkoholtest til festerne er ikke blevet taget så godt i mod, siger Allan Kjær Andersen.

Ifølge rektoren vil det højst sandsynligt tage noget tid, før eleverne vænner sig til de nye relger. Det vil dog få direkte konsekvenser, hvis elever vælger at se igennem fingre med de nye regler.

- Hvis man bryder de her regler og eksempelvis er for fuld til en fest, så vil det betyde øjeblikkelig bortvisning i en rum tid. Vi tager de nye regler meget alvorligt, siger han.

Se også: Politiet tilkaldt: 400 af de absolut klogeste svenskere holdt drukfest

Flere gymnasier på vej
Indtil videre har Borupgaard Gymnasium, Espergærde Gymnasium, Frederiksværk Gymnasium, Gladsaxe Gymnasium, Greve Gymnasium, Himmelev Gymnasium, Roskilde Gymnasium, Roskilde Katedralskole, Rysensteen Gymnasium, Rungsted Gymnasium, Virum Gymnasium og Ørestad Gymnasium skrevet under på det nye alkoholkodeks.

Flere gymnasier på Fyn og i Jylland er også i gang med at underskrive aftalen.

De nye regler er trådt i kraft 1. august 2017 og vil blive indført løbende på de resterende gymnasier.

Her er de nye alkohol-regler på gymnasierne

Med det nye alkoholkodeks 'Vi tager ansvar' træder følgende nye regler i kraft:

  • Alkohol er strengt forbudt under introture og studieture.
  • Der afvikles højst fem fester på gymnasierne årligt. Til festerne vil der være begrænsninger på, hvor meget alkohol man kan købe.
  • Elever må ikke være fulde, når de ankommer til fester på gymnasierne.
  • Den enkelte skole kan teste eleverne ved indgangen til fester med alkometer. Har en elev mere end 0,5 i promille, bliver personen sendt hjem.
  • Virker en elev for fuld til en fest, bliver vedkommende smidt hjem, og hjemmet bliver kontaktet.
  • Der udskænkes aldrig drikkevarer med en alkoholprocent på mere end 5% til fester på gymnasiet.
  • Arrangementer uden for skolerne, hvor eleverne fremtræder som repræsentanter for gymnasierne, skal afvikles sobert og ordentligt.

Kilde: Gymnasiefællesskabet

 

41 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere