Efter vild rekord: Nu aftager boligfesten

Huspriserne vil falde, men de vil falde langsomt, siger boligøkonom

Foto: Emil Agerskov
Foto: Emil Agerskov

Antallet af hushandler i første kvartal 2021 har sat rekord, til trods for at første kvartal plejer at være mere stille.

Men under corona findes 'plejer' ikke. 13.632 handler blev det til, viser nye tal fra Finans Danmarks boligmarkedsstatistik.

Ekstra Bladet har talt med boligøkonom og afdelingsdirektør i Jyske Realkredit, Mikkel Høegh, for at høre, om boligfesten fortsætter.

- Jeg synes, vi ser tegn på, at tingene bremser lidt op. Det er ikke det samme, som at det går helt i stå, men farten tager af markedet, siger Mikkel Høegh.

Han sammenligner boligmarkedet med et tog med fuld fart på, der dermed har en lang bremselængde.

Huspriserne er på tværs af landet steget 11,6 procent det seneste år, mens ejerlejligheder er steget med 11,9 procent og sommerhuse er steget med hele 20,8 procent.

- Men nu kan vi se, at udbuddet bliver større og liggetiden er stigende, og det er tegn på, at det er ved at bremse op, siger Mikkel Høegh.

Statistik fra Finans Damnark
Statistik fra Finans Damnark
 

Rentestigninger
En anden faktor, der påvirker huspriserne og antallet af handlet, er renterne. De har været historisk lave, men nu er de såkaldte lange renter begyndt at stige.

- Renterne er steget pænt de sidste par måneder, og det er en udvikling, der til dels skyldes, at vi kigger ind i et økonomisk opsving, og dels fordi inflation er blevet et tema - og det påvirker boligmarkedet, siger boligøkonomen.

Med lange renter menes den faste renter, der løber over 30 år. Det er denne rente, du bliver kreditvurderet på, når du skal købe et hus.

Rentstigninger vil betyde, at færre har råd til at købe et hus, og dermed vil boligmarkedet ikke fortsætte den nuværende tendens, hvis renterne fortsætter med at stige.

Der er dog ingen grund til panik, siger eksperten.

- Man skal betragte et hus som noget, man har et behov for, i stedet for et salgsobjekt. Jeg synes ikke, man skal lade sig gribe af panik, hverken fordi man skal sælge eller købe, siger Mikkel Høegh, der altså ikke forventer voldsomme, pludselige fald i huspriserne.