Skriv til vores indbakke 1224@eb.dk, hvis du ligger inde med et tip.
På Burger King på Jyllingevej i Rødovre har der været en del klager over en af cheferne, som bruger en ualmindelig hård retorik over for sine unge ansatte.
Efter at Ekstra Bladets skrev om den pågældende chef, har der været stormøde i restauranten, hvor chefen er blevet bedt om at træde i baggrunden. Da han ejer stedet, vil han dog stadig være at finde i restauranten fra tid til anden.
Men nu viser det sig, at det ikke kun er chefens vrede, der er et problem i restauranten i Rødovre.
Arbejdstilsynet har nemlig lagt vejen forbi, hvilket har udløst et strakspåbud, der skal sikre de 'undervisningspligtige unge' bedre arbejdsvilkår.
Artiklen fortsætter efter faktaboksen ...
Lange vagter
Samme dag, som Burger King Jyllingevej modtog strakspåbuddet, var Ekstra Bladet forbi for at tale med 15-årige Semina Nielsen, som går i 9. klasse og har arbejdet i restauranten de seneste to måneder. Hendes far var også til stede under interviewet.
Semina har været udsat for chefens udbrud, som hun fortæller om i videoen øverst i artiklen, og så kan hun berette om overtrædelser af arbejdsmiljølovningen.
- Det er meget forskelligt, hvor meget jeg arbejder. Det svinger fra en til fire dage om ugen. Men jeg har helt sikkert flere arbejdsdage og arbejder længere, end jeg må.
- Jeg har som regel 4,5 timer i hverdagene og kan have 8-9 timer i weekenderne, hvor jeg bliver nødt til at få andre til at tage halvdelen, da jeg ikke kan overskue de lange vagter, fortæller Semina til Ekstra Bladet.
Hun har egentlig ikke meget imod at have mange vagter, da 'pengene er gode', som hun selv udtrykker det. Men Arbejdstilsynet ser anderledes på tingene.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Ingen kontrakt
I Seminas første tid i restauranten i Rødovre var der ikke megen hjælp at hente.
- Chefen regnede med, at jeg kunne alt på den halve tid. Jeg fik ikke rigtig oplæring. Jeg blev vist, hvordan kassen virkede, og hvordan man lavede is. Det var det.
- På min første vagt bad han mig om at sætte pomfritter over. Jeg anede ikke, hvad jeg lavede og prøvede bare, og da jeg i løbet af vagten havde hørt ham råbe ad en anden, tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre, hvad han sagde.
Til stor irritation for de andre medarbejdere så Semina sig nødsaget til hele tiden at spørge ind til, hvordan hun skulle udføre sit arbejde.
Desuden står Semina i en usikker position, da hun ikke har fået udleveret en kontrakt her to måneder inde i ansættelsen.
Artiklen fortsætter efter faktaboksen ...
Ingen løn under sygdom
Angelica Lund, som er mor til en tidligere ungarbejder i samme Burger King på Jyllingevej, fortæller, at det, der foregår, 'ikke har noget med medarbejdertrivsel at gøre'.
- De får ikke løn under sygdom, og det er påkrævet, at medarbejderne har sikkerhedssko. Sikkerhedsskoene bliver trukket fra deres løn - stik mod den overenskomst, som Burger King har indgået med 3F, hvoraf det fremgår, at det er arbejdsgiveren, der skal afholde udgiften, fortæller hun til Ekstra Bladet.
Angelicas søn har arbejdet sammen med Semina Nielsen og har også været udsat for råb og skældud, der går langt over grænsen.
- De går på arbejde med trusler og pres hver eneste dag.
Det har fået hende til at klage til Arbejdstilsynet og 3F. Derudover har hun haft fat i Jobpatruljen, som vil besøge Jyllingevej. De er sat i verden for at gøre opmærksom på de ansattes rettigheder.
Men selv mener Angelica, at den eneste rigtige løsning vil være at fjerne chefen helt fra restauranten, selvom hun er bekymret for, at det er umuligt, eftersom han er medejer. Den melding er Semina enig i.
Burger King bekræfter
Ekstra Bladet har fremlagt ovenstående kritik for King Food Scandinavia.
'Vi kan bekræfte, at den pågældende restaurant modtog et påbud i torsdags, og vi beklager dybt, at situationen er kommet derud. Vi tog øjeblikkelig et ekstra kig på arbejdstiderne for de unge, og ændringerne i vagtplanerne er i gang med at blive implementeret'.
'Vi er kede af, at en af vores medarbejdere ikke føler sig tryg i restauranten. Med de seneste omstruktureringer i restauranten er den omtalte leder ikke længere i kontakt med personalet. Dette kommer vi også til at følge op på internt', lyder det i et skriftligt svar fra Peter Poulsen, der er marketing director i King Food Scandinavia.