Efter voldsom regn: Nu kommer vejrskiftet

Fra den kommende uge bliver efteråret pludselig noget værd. Her venter nemlig smukt vejr og sol

Hvad er forklaringen på kombinationen af de milde dage og meget kolde nætter? Lisette Grenbom gør os klogere. Producer: Lasse Brøndal

Vådt, gråt og råt.

Oktobervejret har indtil nu været et regnfuldt og blæsende bekendtskab, der har krævet en del af påklædningen, hvis man gerne ville ud og boltre sig i nedfaldsbladene.

Allerede tirsdag ramte lunere temperaturer landet, men meldingen fra DMI lyder nu, at et regurlært vejrskifte snart vil finde sted.

I de kommende uger kan vi nemlig se frem til mere stabilt vejr.

- Det bliver knapt så blæsende og knapt så vådt, fortæller langtidsmeteorolog ved DMI, Lisette Grenbom.

- Temperaturmæssigt er det lidt det samme som nu, men når solen kommer frem og vinden tager af, vil vejret virke lidt mere mildt, fortsætter hun.

Let nattefrost
Selv om vejret bliver mere stabilt og roligt, og vi kan se frem til adskillige smukke solskinsdage, må vi også forberede os på kølige nætter.

- Når vinden aftager, og det klarer op, er der ikke noget til at holde på varmen, og så kommer der drastiske temperaturfald om natten, især i de indre landsdele. Og så kan der komme let nattefrost.

Træernes blade er dog som bekendt ikke særligt glade for frost, og de kolde nætter sætter derfor for alvor gang i løvfaldsprocessen.

- Det er jo i virkeligheden det, der får de brændende farver frem på træerne i skoven, lyder det fra Lisette Grenbom, der betegner kombinationen af solrige dage og kolde nætter som perfekt til en skovtur.

Kold start på november
Mens man i oktober måske godt kan klare sig med en varm strik eller overgangsjakke, vil man ved månedsskiftet have gavn af at hive vinterfrakken frem fra garderobeskabet.

Her bliver det nemlig koldt.

- Der ser det ud, som om at et lavtryk får sig presset ned fra nordvest. Og det ser ud, som om at der på et tidspunkt vil komme et lavtryk helt ned over Danmark.

- Det kan give et gedigent blæsevejr, og det kan endda risikere at være med noget torden og måske også slud. Og så bliver det rigtig koldt, fortæller Lisette Grenbom.

34 kommentarer
Vis kommentarer