Efterårsvejr: Her rammer stormstød

Ustadigt vejr og kraftig vind blæser ind over Danmark torsdag. Nogen steder med med vind op til stormstyrke

Nord- og vestjyderne skal forberede sig på vind op til stormstyrke på torsdag (Foto: Holger Bundgaard / Polfoto)
Nord- og vestjyderne skal forberede sig på vind op til stormstyrke på torsdag (Foto: Holger Bundgaard / Polfoto)

Torsdag blæser vinden friskt ind over Danmark, og som noget nyt dette efterår, suser vinden ind fra vest.

- Vi har ikke rigtig haft vestenvind i oktober, og det er lidt løjerligt. Men nu får vi altså vejret ind fra vest, og så får vi mere klassisk efterårsvejr, siger vagtchef hos DMI, Mogens Rønnebek til Ekstra Bladet.

Det klassiske efterårsvejr byder ifølge Mogens Rønnebek på kraftig vind, og bor du i Nord- og Vestjylland, skal du forberede dig på at blive rusket godt igennem torsdag aften og natten til fredag.

- Vinden bliver først jævn til hård, og det kommer til at blæse mellem 10 og 12 meter per sekund. I løbet af aftenen tager vinden til, og i Nord- og Vestjylland kommer der vindstød af stormstyrke, siger vagtchef hos DMI, Mogens Rønnebek til Ekstra Bladet.

Hele landet vil dog opleve kraftigt blæsevejr.

Du kan se DMIs vejrudsigt for hele landet her.

Ustadigt efterårsvejr
Allerede torsdag morgen blæser både vind og byger ind over landet fra vest.

- Det ustadige vejr betyder, at der kommer mange byger over hele landet. Det starter i det vestlige Jylland, men i løbet af dagen trækker bygerne ind over resten af Danmark, siger vagtchef hos DMI, Mogens Rønnebek til Ekstra Bladet.

Men regnbyger er ikke det eneste, som vestenvinden tager med sig.

- Vi får også højere temperaturer igen, og torsdag når vi op på mellem 10 og 13 grader. Temperaturen om natten stiger også, så vi får ikke temperaturer ned omkring frysepunktet de næste par dage, siger vagtchef hos DMI, Mogens Rønnebek til Ekstra Bladet.

Så selv om det er svært at glæde sig over regn og blæst, kan du trods alt glæde dig over, at nattefrosten er væk for en stund.

Med efterår kommer storm
Selv om torsdagens og fredagens blæsevejr ikke bliver kategoriseret som en direkte storm, har vi alligevel ramt årstiden, der for alvor er blæsende.

Siden 2013 har vi i Danmark navngivet de store storme, efter Ekstra Bladets læsere fandt på, at stormen sidst i oktober det år skulle hedde Allan, fordi Allan Simonsen skabte stor virak i Vild med Dans. Tre danskere endte med at omkomme på grund af skader pådraget i stormen.

Se også: Stormen kom forbi: - Vi tog benene på nakken

Mens stormen Allan var kraftig, men kortvarig, blev Danmark halvanden måned senere fra 4.-7. december ramt af den næste, store storm. Denne gang var der tale om Bodil, og DMI gik på det tidspunkt med på ideen om at navngive stormene. På den måde hedder hver storm et navn, som starter med det næste bogstav i alfabetet, mens navnet er af modsatte køn end den sidste.

Stormen Allan kostede én dansker livet, men kom til at påvirke flere tusindes liv, da en stormflod bølgede med ind over landet. Blandt andet måtte beboere i Jyllinge ved Roskilde Fjord i flere måneder bo andre steder end normalt, da deres huse og ejendele blev totaltskadede.

Flemming Henriksen boede med sin familie i et nyrenoveret hus i Jyllinge. Nu ved han ikke, om det nogensinde bliver det samme igen (Foto: Rasmus Flindt Pedersen) Samfund Mareridt efter Bodil: Hvornår får vi et hjem?

Allan og Bodil har siden oktober 2013 været de værste storme i Danmark, og blev faktisk begge kategoriserede som orkaner. I marts 2014 blev vi ramt af kulingen Carl, som ja - netop aldrig blev en rigtig storm, selv om det blev spået i forvejen.

Det samme gjaldt den næste, som helt uvant fik navnet Alexander, fordi svenskerne nåede at navngive stormen, inden vi i Danmark fik gjort det. Den blev kaldt Alexander, og endte altså også 'kun' med at blive en stormende kuling, da den kom på besøg i december 2014.

I år har vi haft to storme allerede. Det skete henholdsvis 9. og 10. januar, hvor først Dagmar og siden Egon afløste hinanden.

10 kommentarer
Vis kommentarer