Efterlyser to millionærer

En lottospiller har vundet en million, selv om der ikke var gevinst på kuponen

Foto: Søren Wessltoft/Danske Spil
Foto: Søren Wessltoft/Danske Spil

En københavner blev i aftes 20 millioner kroner rigere og dermed sikret sig årets hidtil største lotto-gevinst.

Vinderen har endnu ikke henvendt sig til Danske Spil.

Om det skyldes, at vedkommende er gået i millionærekstase og siden udtrækningen har badet i champagne og proppet sig med kaviar, ved Anders Michael Kristensen fra Danske Spil ikke.

- Men det kan skyldes, at man er i chok over at have vundet så mange penge og lige skal komme sig, siger pressemedarbejderen til Ekstra Bladet.

Udover den nyslåede mangemillionær har lykken også tilsmilet to andre lottospillere. De har via spilgigantens såkaldte millionærgaranti hver vundet en million kroner.

- Sådan kan man vinde en ekstra million, uanset hvor stor en gevinst man har vundet på sin kupon. Den ene af vinderne havde ingen gevinst overhovedet.

Mens Danske Spil har kontaktoplysninger på vinderen af de 20 millioner kroner, da spilleren har et lotto-abonnement, har de to andre vindere købt deres lottokuponer i kiosken.

Den ene er købt i SuperBrugsen på Vestergade 70 i Tølløse. Den anden er købt i Dagli' Brugsen på Vestergade 35 i Ranum.

- Hvis der ikke umiddelbart har været nogen gevinst på den enes lottokupon, kan vinderen vel også have smidt den i skraldespanden?

- Det har vi ingen formodning om. Nu var trækningen i går, og det er ikke unormalt, at Danske Spil først hører fra vinderne nogen tid efter, at de er fundet. For eksempel i begyndelsen eller slutningen af næste uge, siger Anders Michael Kristensen.

87 kommentarer
Vis kommentarer