Efterskole-eleverne strejker: - Nu er det nok

Omkring 1800 efterskole-elever har tilkendegivet, at de vil strejke torsdag og fredag i protest mod, at de stadig er sendt hjem. Formand for Efterskoleforeningen forstår dem godt

Andrea er en af dem, der har valgt at strejke. Foto: Privat
Andrea er en af dem, der har valgt at strejke. Foto: Privat

Efterskole-eleverne kan ikke se frem til den helt store genåbning, når nogle af restriktionerne bliver lempet 1. marts. Det er nemlig kun efterskoler i Nord- og Vestjylland samt Bornholm, der må åbne på mandag.

Og det er en lang række efterskole-elever så utilfredse med, at de har besluttet sig for at strejke både torsdag og fredag. Det fremgår af en begivenhed på Facebook, hvor 1800 deltager.

En af dem er 16-årige Andrea Aagaard Hemmingsen, der går i 10. klasse på Glamsdalens Idrætsefterskole, der ligger i Assens på Fyn.

- Jeg har valgt at strejke sammen med min klasse, fordi jeg synes, at det er vigtigt, vi bliver hørt.

- Vi er med på, at corona er farligt, og at vi skal passe på de ældre, syge og svage, men det her er vores fremtid. Nu er det nok, siger hun.

Savner efterskolen: - Jeg blev så skuffet

Svært
Strejken er blevet iværksat af en elev fra hendes efterskole, og hun mener, at hele efterskolen kommer til at deltage i strejken.

Hun fortæller, at hun sammenlagt har været på efterskolen i omkring tre en halv måned, siden hun startede i august sidste år.

- Efterskoleåret skulle gøre os klar til en ungdomsuddannelse. Vi skulle få en masse sociale færdigheder og lære at stå på egne ben, men det lærer vi ikke nu, siger hun og fortæller, at det er svært at være hjemme ved forældrene i Vordingborg.

Hun fortæller desuden, at hun ikke forstår logikken i, at andre unge, der bor i den samme by som hende, må komme tilbage på deres efterskole, fordi den ligger i Nordjylland, mens hun ikke må komme tilbage på sin efterskole, der ligger i Assens, hvor smitten også er lav.

Formand: Lav efterskolerne til coronabobler
Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen siger, at han godt forstår, at eleverne er frustrerede og rigtig gerne vil tilbage til skolerne.

- Det her er en god happening til at gøre omverdenen bevidst om, at de stadig sidder og venter på at komme tilbage.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Formanden for Efterskoleforeningen forstår godt elevernes strejke. Foto: Trine Bukh
Formanden for Efterskoleforeningen forstår godt elevernes strejke. Foto: Trine Bukh

Han fortæller, at hvis han var forstander på en efterskole, ville han bede eleverne om at komme til undervisning, fordi loven siger det.

- Men jeg kan godt forstå dem.

Og han er enig med de strejkende elever i, at efterskolerne kan åbnes.

- Vi synes godt, at efterskolerne som selvstændige enheder kan håndtere en coronatid. Vi har set, at de er lynhurtige til at lukke ned, når der er smitte.

- Jeg synes, de bør komme tilbage, og så kan man gøre efterskolerne til coronabobler, hvor de så ikke tager andre steder hen. Det tror jeg godt, de vil, understreger han.

Signe: - Jeg er begyndt at gå i 'tomhedsmode'

16-årige Jens vil også meget gerne tilbage på sin efterskole.