Egoistiske turister dræbte baby-delfin med selfies

En baby-delfin, der var strandet på lavt vand i det sydlige Spanien, døde af stress, da adskillige turister tog selfies sammen med den lille delfin 

Turisterne bærer her den strandede baby-delfin ind på stranden, hvor folk gik amok med at tage selfies sammen med delfinen. (Foto: Solarpix.com)
Turisterne bærer her den strandede baby-delfin ind på stranden, hvor folk gik amok med at tage selfies sammen med delfinen. (Foto: Solarpix.com)

- Se mig og en lille baby-delfin på stranden i Spanien.

Sådan er der nok mange turister fra Mojacar i det sydlige Spanien,  der for nylig har lavet opdateringer på de sociale medier.

En lille baby-delfin svømmede nemlig forvildet rundt og strandede på lavt vand på en populær badestrand i det sydlige Spanien, da den var blevet væk fra sin mor. Det var dog ikke det bedste sted, som den lille delfin kunne ende op. Adskillige turister tog nemlig fat i den lille delfin og begyndte at ae den, som om det var en kat - og de begyndte også at tage selfies sammen med delfinen, som de bar op på stranden.

For den lille baby-delfin, der stadig var i amme-alderen,  var det dog en alt for stressende opførsel fra turisternes side,  og den lille delfin døde simpelthen af stress, før hjælpen nåede frem fra professionelle marinbiologer.

(artiklen fortsætter under billedet)

Equinac, en gruppe, der beskytter og bevarer dyrelivet i området, beskrev hændelsen på deres Facebook-side, hvor de kritiserede turisterne for at være helt besatte af at tage selfies med den lille delfin.

Her skrev de blandt andet:

- Mennesket er det mest irrationelle dyr, der findes. Mange er ude af stand til at føle empati med et levende væsen, der er skræmt, sulten og rædselsslagen og alene uden sin mor. Med deres egoisme, er det eneste, de ønsker, at tage selfies og røre den lille delfin, selv om den er tydeligt mærket af stress.

Hændelsen fandt sted i fredags på en strand ved Mojacar, der er et populært turiststed for folk fra Storbritannien i provinsen Almeria.

Equinac fortæller også, at flere hundrede mennesker skyndte sig hen mod delfinen for at få et glimt af den eller tage et billede sammen med delfinen.

Experterne fra Equinac blev tilkaldt for at redde delfinen, men da de ankom 15 minutter efter opkaldet, var delfinen allerede død. 

- På diverse billeder kan man se børn røre den lille delfin, og de kommer ubevidst til at blokere for delfinens åndehul. En lille delfin skal på ingen måde kærtegnes hverken af børn eller af voksne. Og når man stimler op omkring en lille delfin for at tage billeder af den, bliver den ekstremt stresset, og det er derfor den døde, fortæller Equinac.