Ejer i skattely: Løgismose Meyers får hjælpepakke

Løgismose Meyers er ejet af et selskab i skattely, og virksomheden har ikke betalt selskabsskat siden 2015. Alligevel får den hjælp fra den danske stat

Siden 2015 har Løgismose Meyers ikke betalt selskabsskat, og virksomheden er ejet af et selskab i skattely.

Alligevel har Løgismose Meyers bedt den danske statskasse om at hjælpe virksomheden midt i coronakrisen.

Det bekræfter Kaspar Mørk Arianto, pr- & kommunikationsrådgiver i selskabet, i en mail til Ekstra Bladet.

'Hos Løgismose Meyers benytter vi os af trepartsaftalen om hjemsendelse med lønkompensation. Det gør vi for at sikre en form for stabilitet i en tid, hvor, vores medarbejdere, vores kunder og markedet – samt dermed vores omsætning - er kraftigt udfordret af nedsat aktivitet.'

Det er kapitalfonden IK Investment Partners, der ejer hovedparten af Løgismose Meyers gennem et selskab i Luxembourg

Skal stoppes i fremtiden
Kaspar Mørk Arianto skriver videre:

'Løgismose Meyers har aldrig udbetalt udbytte til sine ejere. Vi har ikke haft skattepligtig indkomst siden sammenlægningen af Løgismose og Meyers i 2015, da vi har været i en ekspansionsfase, hvor der er blevet investeret i vækst.'

'Alle investorer betaler naturligvis skat af et potentielt, fremtidigt udbytte eller gevinst ved salg af aktier.'

Men i fremtiden bør det være slut med, at virksomheder, der enten ikke betaler skat, eller som er ejet gennem et skattely, kan få del i sådanne hjælpepakker, mener Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam Ibis.

- Danmark møder dem nu med en åben og fremstrakt hånd, særligt fordi vi gerne vil hjælpe medarbejderne. Men samtidig bør man sige, at hjælpepakkerne i fremtiden kun gælder for selskaber, der betaler skat i Danmark. Så har virksomhederne også tid til at få tilpasset sig det. Hvis de senere skulle få brug for den samme form for hjælp, vil de, der stadig bruger skattely, i stedet møde en knyttet næve, siger han.

Også den svenskbaserede hotelkæde Scandic og transportvirksomheden Arriva, der er ejet af Deutsche Bahn, har benyttet sig af hjælpepakkerne til de ansatte. Ingen af selskaberne har betalt selskabsskat.

Artiklen fortsætter under boksen ...

- Vi betaler masser af skat, vi betaler ikke selskabsskat

Pia Hammershøy Splittorff, kommunikationschef i Arriva bekræfter, at selskabet bruger hjælpepakker:

- Vi benytter os af den pakke, som handler om, at man midlertidig kan hjemsende medarbejdere, og så får vi en delvis kompensation.

- Hvilke tanker har I gjort jer omkring, at I har valgt at bruge pakken?

- Vi har en periode, hvor vi ikke tjener nogen penge, men vi har en masse omkostninger. Og der kan vi bruge sådan en pakke til at – på ingen måde helt få dækket vores omkostninger – men vi kan få dækket en helt del. Så det er for at dække et massivt hul.

- Gennem tiden er I blevet kritiseret for ikke at betale skat i Danmark. Hvilke tanker har I gjort omkring det sammenholdt med, at I nu benytter en regeringspakke?

- Vi betaler masser af skat, vi betaler ikke selskabsskat. Men det er sådan set en helt almindelig del af den danske lovgivning. Når man ikke har haft overskud samlet set, betaler man ikke selskabsskat. I det øjeblik, at man begynder at tjene penge, skal man også betale selskabsskat. Så vi følger bare lovgivningen.

- Men I har aldrig betalt selskabsskat, og det kunne godt være, at I har haft nogle overvejelser om at få hjælp af statskassen i krisetid?

- Vi betaler masser af skat, og vi har masser af arbejdspladser i Danmark, så på den måde synes vi bestemt, at vi bidrager. Og i det øjeblik vi har overskud – det har vi ikke haft endnu akkumuleret set – betaler vi også selskabsskat. Så vi følger reglerne efter bogen.

Dermed rammer virksomhederne ned mellem to stole, slår Bent Greve, professor i samfundsøkonomi, Roskilde Universitet, fast:

– Her har vi et dilemma. Det handler dybest set om at finde en balance mellem at hjælpe de folk, som ellers ville blive ledige; afvejet op imod nogle virksomheder, der ikke har betalt selskabsskat. I den nuværende situation vil man i hvert fald i en periode sige, at det er man nødt til at acceptere, indtil der kommer gang i de økonomiske hjul igen.

– Men samtidig må man sige, at man skal være mere opmærksom på, at selskaber betaler skat i Danmark, så der bliver en fair deal mellem dem, som får støtte, og hvad de selv bidrager med, siger han.

Scandic: Hænger ikke sammen

'Som Danmarks største hotelkæde overholder Scandic selvfølgelig dansk lovgivning, hvilket indebærer, at vi betaler den skat, vi er forpligtet til. Vores virksomhed i Danmark bidrager årligt med et trecifret millionbeløb til den danske statskasse igennem eksempelvis personskatter, ejendomsskatter og moms. Når det specifikt gælder selskabsskat, har vores forretning i Danmark tidligere haft underskud og deraf følgende skattemæssige underskud. Disse underskud modregnes nu i positive, skattepligtige indkomster, hvilket er fuldstændig efter bogen,' skriver Daniel Kirchhoff, Kommunikationschef, i en mail til Ekstra Bladet, hvori han fortsætter:

'Derfor vi forundrede over, at vi skal forsvare rimeligheden i, at vi får støtte til vores store arbejde med at fastholde alle vores værdsatte medarbejdere og dermed holde hånden under godt 1400 danske arbejdspladser. Vi glæder os over politisk hjælp, men det er på ingen måde en gratis omgang. Vi betaler mange millioner for at bevare alle vores arbejdspladser fremfor eksempelvis at ty til fyringer. Men vi vælger denne vej fordi, vores medarbejdere er vores allervigtigste ressource, og fordi bevarelse af danske arbejdspladser netop er meningen med hjælpepakkerne.'

'At sætte os ind i denne ligning hænger ikke sammen. Scandic overholder alle regler, bidrager med mange millioner til statskassen, storinvesterer i dansk turisme samt er kåret til både ’Danmarks bedste arbejdsplads’ og ’Danmarks bedste arbejdsplads til inklusion’. Vi ønsker at fortsætte vores engagement i Danmark igennem nye investeringer og ansættelser fremover. Til glæde for samfundet og den danske statskasse.'