Eksklusiv bydel skuffer butikkerne: Tæt på lukning

Der var store forventninger til den nye bydel Carlsberg Byen, men de mindre erhvervsdrivende oplever, at der slet ikke er kunder nok

Flere af butikkerne i det nye og eksklusive Carlsberg Byen savner kunder. Foto: Ritzau/Linda Johansen
Flere af butikkerne i det nye og eksklusive Carlsberg Byen savner kunder. Foto: Ritzau/Linda Johansen

Siden Carlsberg i 2008 flyttede ølproduktionen væk fra det gamle bryggeri, har fokus været på at gøre området mellem bydelene Frederiksberg, Valby og Vesterbro i København til et levende og nyt kvarter, der efter planen står færdigt i 2024. Byggeriet er dog allerede så fremskredent, at flere butikker samt en S-togsstation åbnede i området sidste år.

Men mange af forretningerne har svært ved at få forretningen til at løbe rundt. Det skriver Børsen.

Én af dem er Ibrahim Yildiz, der driver caféen Kaffekilden og føler sig tæt på lukning.

- Hvis jeg kan stoppe nu, ville det være bedst. Men jeg kan maksimalt klare det et par måneder mere. Der er 40.000 kroner om måneden i underskud, og jeg kunne åbne en kaffebar om året, for hvad det her har kostet mig, forklarer Ibrahim Yildiz, der har brugt en million kroner siden åbning for et år siden.

Han er ikke den eneste, der har det svært. Restauranten Cucina e Vino har allerede drejet nøglen om. I Børsen fortæller både spisestedet Kebab Factory og pølseforretningen Steff's Place om økonomiske problemer, mens spisestedet Det Grønne Køkken og en anden forretning, der ikke ønsker at stå frem grundet frygt for yderligere tab, også kører med underskud.

Færre kunder end lovet
For Ibrahim Yildiz og Mustafa Yorulmaz, der ejer Det Grønne Køkken, har det helt store problem været færre kunder end forventet. Kunderne skulle primært være studerende fra professionshøjskolen UCC, som der skulle være 10.000 af, hvilket Carlsberg Byen skriver flere steder på deres hjemmeside.

Overfor Ekstra Bladet bekræfter UCC, at der er over 10.000 indskrevne studerende, men grundet uddannelsernes opbygning, er det kun op mod 4500 ad gangen, der har deres daglige gang på skolen, og det har sat de mindre forretningsdrivende i området under pres.

Da Ekstra Bladet besøger Carlsberg Byen tirsdag middag, er der mennesker i alle forretninger. Selvom studieåret først starter den 4. september, kommer flere unge studerende uden for og køber mad. Men kort tid efter er der næsten tomt på Humletorvet igen.

- De sagde, at der ville være 10.000 studerende, men det er der ikke. De studerende er her fem dage om ugen, og så er der to dage, hvor her ikke sker noget, forklarer Mustafa Yorulmaz.

Særligt de sidste tre måneder, hvor de studerende har holdt sommerferie, har været stille for butikkerne.

- I sommerferien har vi intet haft at lave. Vi ved ikke, hvad vi kan gøre, når det bliver ferie- og helligdage.

Også hos Kaffekilden har de manglende kunder hurtigt skabt frustrationer.

- De sagde til os, at der var kunder fra dag ét i form af de 10.000 studerende, og at vi ikke ville kunne følge med, hvilket er fair, for der overdrives altid en smule. Men der kom ikke engang halvdelen, og så blev det hurtigt frustrerende, for det var de studerende, der blev satset på, siger Ibrahim Yildiz, der ejer caféen Kaffekilden.

Lukning truer
Restauranten Cucina E Vino har allerede måtte dreje nøglen om, og Kaffekilden er også presset af en husleje som, Ibrahim Yildiz mener, ikke er tilsvarende det antal kunder, der er.

- Jeg betaler 4500 pr. kvadratmeter årligt eksklusiv moms og forbrug. Det løber op i 37.000-40.000 om måneden inklusiv forbrug. Det er fint nok, hvis kunderne, der driver forretningen, er der, men det holder ikke i forhold til kvadratmeterprisen, forklarer Ibrahim Yildiz, mens Mustafa Yorulmaz betaler en tilsvarende husleje.

Til sammenligning kan man ifølge Lokalebasen.dk leje et butikslokale på Krystalgade centralt i København K til 25.000 om måneden.

Ibrahim Yildiz har drevet en kaffebar i Roskilde i syv år. Den giver overskud. Et overskud der bruges til at dække underskuddet i Carlsberg Byen.

- Jeg kan ikke mere. For alt mit overskud i Roskilde går hertil, og jeg lever af min egen private opsparing. Det har jeg gjort i et år nu.

Mustafa Yorulmaz afventer endnu antallet af studerende, før han vil komme med et bud på, hvornår han lukker.

- Jeg venter på de studerende. Hvis de ikke kommer, er vi nødt til at lukke.

Carlsberg afviser kritik, men vil gerne hjælpe
Administrerende direktør for Carlsberg Byen P/S, Jens Nyhus, ærgrer sig over, at nogle af butikkerne har det svært, men han mener ikke, at det er misledende at skrive, at der er 10.000 studerende på hjemmesiden.

- Hvad havde I lovet de erhvervsdrivende? For de skulle jo have noget at forholde sig til og nogle tal at bygge deres forretning på.

- Vi har lovet de erhvervsdrivende, at Carlsberg Byen er et byudviklingsområde i udvikling, som står færdig i 2024. Her forventer vi, at der kommer et vist antal arbejdspladser, beboere og studerende. Det er erfarne erhvervsfolk med butikker flere andre steder, så de har været fuldstændig klar over situationen, og hvordan man kan starte op i et udviklingsområde. Jeg er meget stolt over, at vi allerede nu har en hel del butikker og har et godt samarbejde med alle butikkerne i et område, hvor der nærmest ikke bor nogen.

- I skriver på jeres hjemmeside, at der er 10.000 studerende på UCC, men reelt er det kun 4500. Er det ikke en smule vildledende?

- Det synes jeg ikke, fordi vi taler om en by, der er under udvikling, og vi har bygget en skole til 10.000 elever. Det siger UCC også, at der på sigt kommer til at gå på skolen.

- Der er jo 10.000 indskrevne studerende, men der er jo kun 4500, der har deres daglige gang på skolen.

- Jo, men det er de 10.000 vi forholder os til. Vi forholder os til byudviklingsområdet som er i udvikling og står færdig i 2024.

- Men når I skriver, at I tager imod 10.000 studerende, der hver dag kommer dygtigere ud i byen, lyder det jo som om, at der er 10.000 studerende med daglig gang på skolen.

- UCC har 10.000 studerende, men om de har deres daglige gang på skolen, kan jeg af gode grunde ikke vide.

- Der er mange år mellem 2016 og 2024. Hvad gør I for at hjælpe de butikker, der er stået frem?

- Det vil jeg ikke diskutere i pressen. Vi har en god dialog med butikkerne.

- Hvad gør I for at lokke kunder til de butikker, der allerede er i Carlsberg Byen?

- Vi har påtaget os at hjælpe butikkerne med markedsføring, og vi har et godt samarbejde med nogle repræsentanter, der er udvalgt af butikkerne. Vi markedsfører ikke enkelte produkter, men Carlsberg Byen som helhed, og det gør vi en stor indsats for, også mere end forventet. Det er et udviklingsområde, der skal drives i gang, men vi synes, at det går godt med den proces og med det antal mennesker, der er herinde.