Advarselslamperne blinker rødt.
Aktiekurserne er ellers steget støt siden efteråret herhjemme og på de toneangivende amerikanske markeder efter en hård start på året.
Det amerikanske aktieindeks Nasdaq eksploderede eksempelvis for et par uger siden, hvor det steg med hele 7,4 procent, efter at inflationen i USA viste sig ikke at være nær så slem, som man havde antaget. Ligeledes steg det danske C25-indeks med 3,8 procent.
Men vinteren er på vej i mere end én forstand, advarer ekspert.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Tine Choi Danielsen er chefstrateg i PFA og følger dermed aktiemarkeder og økonomien tæt. Her giver hun sine bedste råd til, hvordan du skal investere netop nu - få svarene på brugernes spørgsmål her
Renten afgørende
Aktiestrateg i Saxo Bank, Peter Garnry, skriver således i et spritnyt analysenotat ifølge Euroinvestor, at aktierne simpelthen er blevet for dyre i det nuværende marked:
'Stigningen i aktierne siden midten af oktober har bragt aktiemarkedet i en dårlig risiko-afkast-situation, hvor aktier er prissat et rosenrødt scenarie uden recession, og en inflation, der vender tilbage til normale niveauer, hvor Fed (den amerikanske centralbank, red.) sænker renten i 2023. Dette mælk- og honningsscenarie vil blive alvorligt testet i de kommende måneder'.
En god tommelfingerregel er ofte, at aktiemarkedet har ramt bunden, når renten topper. Selvom renten gennem de seneste måneder flere gange er blevet hævet i USA, betyder det ikke, at det er slut med rentestigninger.
Det pointerer Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri overfor Ritzau:
- Den amerikanske centralbank er slet ikke færdig med at hæve renten. Der kommer en ny markant rentestigning på mødet her i december. Spørgsmålet er blot, om vi får en renteforhøjelse på 0,5 eller 0,75 procentpoint, siger Allan Sørensen.
Kraftigt fald
Federal Reserve (FED) hævede i begyndelsen af november atter den toneangivende rente med 0,75 procentpoint i et forsøg på at tøjle den tårnhøje inflation.
Herefter mener Peter Garnry, at aktiekursernes fremtid skal findes i, om renten derefter falder igen.
'Det vigtige spørgsmål er ikke, om vi har en inflationstop, som det højst sandsynligt er tilfældet, men hvad der er bunden i renten i forhold til den strukturelle dynamik i økonomien', skriver han i sit notat.
Saxo Banks aktiestrateg forudser, at det store amerikanske S&P 500-indeks med landets største virksomheder vil falde yderligere 18 procent, før det når bunden.
Hvis du gerne vil i gang med at investere i aktier, har Ekstra Bladet her samlet en guide til, hvordan du kommer i gang.