Ekspert: Disse danskere bør lade feriepengene stå

Regeringen foreslår nu, at du kan vente med at få dine feriepenge udbetalt. Men hvad skal du vælge? Ekstra Bladet har spurgt en ekspert

Natten til mandag kunne flere af Folketingets partier præsentere en aftale, der betyder, at vi borgere i første omgang får udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge

Det kan blive op til danskerne selv, om de ønsker at få udbetalt deres indefrosne feriepenge, eller om de vil vente, til de går på pension.

Sådan lyder meldingen nu fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard efter fagforeningen Lederne tirsdag opfordrede de danske politikere til at lade det være op til den enkelte dansker om de vil have tre uger af feriepengene udbetalt til oktober.

Det er nemlig langt fra alle, at en udbetaling af feriepengene vil være en fordel for.

Hos fagforeningen Lederne lyder kritikken, at at de 400.000 danskere, der i dag betaler topskat vil blive beskattet hårdere, hvis de modtager pengene nu, end hvis de venter til pensionsalderen.

Pensionsgiganten Danica får kritik. Danica er ejet af Danske Bank. Foto: Danica Pension Erhvervsnyheder - 17. jun. 2020 - kl. 07:43 Feriepenge-ballade: - Usmageligt!

4368 forvandlet til 153.279 kroner
Men det er ikke kun de 10 procent af danskerne, der tjener mest, det kan være en fordel at lade feriepengene stå. Sådan lyder vurderingen fra cheføkonom i Nykredit Troels Danielsen.

- Hvis man ikke har tænkt sig at bruge pengene eller investere dem selv, så giver det ikke mening at hæve sine feriepenge. Hvis man bare har tænkt sig at hæve pengene, så skal man lade dem stå i fonden, siger Troels Danielsen.

- Her vil de formentlig blive forrentet bedre, end de vil i banken, tilføjer cheføkonomen.

Hvis Peter Hummelgaards forslag bliver til virkelighed, får danskerne mulighed for at lade deres penge stå i LD Fondes nyoprettede fond, der varetager investeringen af feriepengene.

Fonden kaldes Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler og fungerer i store træk som fonden, der varetager Lønmodtagernes Dyrtidsmidler, der blev indefrosset over en årrække i slutningen af 70'erne.

Der findes ingen garantier for, hvor stort afkastet bliver i den nyoprettede fond, men ifølge tal fra LD Fonde er Lønmodtagernes Dyrtidsmidler siden 1980 årligt blevet forrentet med et nettoafkast på 8,9 procent.

På den måde er 4368 kroner over 40 år blevet til 153.279 kroner.

Se også: Utaknemmelig: Så mange får 1000 kr. i gave

Hvor længe skal du arbejde?
Troels Danielsen skelner mellem to grupper danskere. Dem der nærmer sig pensionsalderen, og dem der stadig har mere end 10 år tilbage på arbejdsmarkedet.

- Hvis man har rigtig lang tid til sin pension, så giver det historisk mere mening at placere pengene i aktier. Her er muligheden for højere afkast større, men samtidig er det også mere risikabelt. Hvis man har kort tid, skal man placere dem i sin pension eller lade dem stå i fonden, forklarer Troels Danielsen.

- Er man i tvivl, bør man rådføre sig med sin investerings- eller pensionsrådgiver, lyder det fra cheføkonomen.

Endnu er der kun tale om et udkast fra beskæftigelsesministeren. Derfor kan vilkårene for udbetalingen af feriepengene fortsat ændre sig.

Regeringen med finansminister Nicolai Wammen i spidsen har dog vedtaget, at danskerne får mulighed for at få udbetalt tre ugers feriepenge.

Det sker for at stimulere den danske økonomi midt i coronakrisen og det er regeringens håb, at danskerne vil bruge pengene på forbrug.

- Danskerne kan være trygge ved, at pengene kommer. Så hvis man i sommerperioden vil bruge penge på is, tøj eller ting til hjemmet, så kan man gøre det i vished om, at pengene kommer til oktober, siger han.

Hvis samtlige danskere får udbetalt de tre ferie uger betyder det, at 60 milliarder kroner bliver pumpet ud i den danske økonomi.

262 kommentarer
Vis kommentarer