Ekspert efter trafikkaos og dødsfald: 30 km/t på motorvej kan være nødvendigt

Tæt tåge har været fatalt den sidste uge. Nu opfordrer en ekspert bilisterne til at tage tågen mere alvorligt

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen

Det er ikke kun den sibiriske kulde og de isglatte veje, der gør trafikken farlig. Mandagens vejr stod på tæt tåge og lav sigtbarhed på de danske veje. Det førte til mange uheld, ti kvæstede og to dødsfald

Politiet gav af flere omgange opsange på Twitter til billister, der åbenbart ikke kørte efter forholdene.

Tag tågen alvorligt
Dokumentationschef hos Rådet for Sikker Trafik, Jesper Sølund, efterspørger, at bilisterne tager tågen mere alvorligt.

- Jeg ville ønske, at folk havde samme respekt for tåge, som de har for sne, siger han.

- Når det sner, bliver folk rigtig bange og tager det alvorligt. Når det sner, er det ofte tydeligt, at det er glat og farligt, og så sætter folk automatisk hastigheden ned, siger han.

112 - 12. mar. 2018 - kl. 08:17 Uheld efter uheld efter uheld: Politi spærrer spor for at behandle kvæstede

Allerede mandag aften kunne vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi slå fast, at uheldene især skyldtes manglende afstand.

- Det er simpelthen på grund af, at man har kørt alt for tæt, som det ofte er tilfældet ved sådanne uheld på motorvejen, siger Ole Aamann til Ekstra Bladet.

Hastighed er afgørende
Jesper Sølund peger på de ting, man skal være særligt opmærksom på, når tågen ruller ind over landet.

- Hastighed er så afgørende, når det kommer til tåge. Hvis bilisten, der kører foran, pludselig bremser, kan det ende rigtig galt, hvis man kører med høj hastighed, siger han.

Han opfordrer derfor til, at man kører helt ned til 30-40 km/t uanset hastighedsbegrænsningerne, når tågen er meget tæt.

Husk lygterne
Den faktor, man skal være særligt opmærksom på i forhold til tåge, er, at sikre sin egen synlighed.

- Det er så vigtigt at sikre sig, at man bliver set, siger Jesper Sølund.

Problemet kan ifølge Jesper Sølund være, at mange nye biler kun registrerer, hvorvidt det er lyst eller mørkt. Altså ikke om sigtbarheden er lav på grund af tåge. Derfor tænder lygterne ikke automatisk, som de for eksempel gør, når det er mørkt.

- Man skal være helt sikker på, at ens lygter er tændt både for og bag. Hvis tågen er rigtig tæt skal man også tænde sine tågelygter, siger han.

Jesper Sølund har et ekstra råd til dem, der vil sikre sig, hvis uheldet skulle være ude.

- Hvis man indstiller sit sæde, så det sidder ret op, så kan man undgå at få piskesmæld, hvis der er nogen, der kører ind i en bagfra. Det kan være smart at gøre, når sigtbarheden er lav.

Dækker forsikringen?
Det kan også få økonomiske konsekvenser, hvis man ikke sænker hastigheden, når sigtbarheden er rigtig lav.

Når sigtbarheden er meget lav, råder politiet nemlig altid til, at man kører efter forholdene. Det vil blandt andet sige at køre langsommere end hastighedsbegrænsningen, som Jesper Sølund også anbefaler.

Kører man ikke efter forholdene, kan man ikke være sikker på, at forsikringen dækker eventuelle skader.

- Det er altid en konkret vurdering af den enkelte hændelse, men hvis det er indlysende, at uheldet vil indtræffe, så kan det være vanskeligere at opnå dækning på sin kasko-forsikring, siger Karsten Moos, der er skadechef hos Gjensidige Forsikring.

Han giver også de danske bilister et par råd fra et forsikringsmæssigt perspektiv:

- På en dag, hvor sigtbarheden er rigtig lav, skal man sænke hastigheden og især huske baglygterne. Det er vigtigt at huske, at alle har et medansvar i trafikken, siger han.

77 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere