Ekspert: - Frygter åben dør til nye mutationer

Corona-kaosset i Brasilien får en ekspert til at frygte, at det kan åbne en dør for nye og mere dødelige mutationer

Personalet på de brasilianske hospitaler har været presset til det yderste de seneste mange måneder. Foto: Ritzau Scanpix
Personalet på de brasilianske hospitaler har været presset til det yderste de seneste mange måneder. Foto: Ritzau Scanpix

Brasilien er et af de hårdest ramte land i verden. Måske hårdest ramt af alle.

Tirsdag registrerede det sydamerikanske land det højeste antal coronarelaterede dødsfald på en enkelt dag under pandemien. Således døde 1641 mennesker med covid-19 i landet tirsdag, mens knap 60.000 mennesker blev registreret smittede.

Generelt har landet med over 200 millioner indbyggere slet ikke haft styr på pandemien, og i alt er over ti millioner mennesker blevet smittet, ligesom en mutation har fået lov til at udvikle sig og sprede sig yderligere.

Og al det corona-kaos og den konstante onde viruscirkel får en ekspert fra Duke University til at advare. Til The Guardian fortæller forsker i neurovidenskab Miguel Nicolelis, at han frygter, at Brasilien kan blive arnestedet for en endnu større krise på verdensplan.

- Verden bliver nødt til at håndtere og kraftigt kritisere den risiko, som Brasilien udgør i kampen mod den her pandemi. Hvad er pointen ved, at vi får løst krisen i USA og Europa, hvis Brasilien bliver ved med at være yngleplads for virus, siger han til The Guardian.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Hundredtusindvis af brasilianere er døde efter at være blevet smittet med coronavirus. Her i byen Manaus, der har været ramt af flere voldsomme udbrud. Foto: Bruno Kelly/Ritzau Scanpix
Hundredtusindvis af brasilianere er døde efter at være blevet smittet med coronavirus. Her i byen Manaus, der har været ramt af flere voldsomme udbrud. Foto: Bruno Kelly/Ritzau Scanpix
 

Åbner en dør
Samtidig taler eksperten om frygten for, at hvis Brasilien bliver ved med at kaste benzin på virus-bålet, kan der udvikle sig endnu flere mutationer. Måske endda mutationer, der er mere dødelige, end dem vi står over for lige nu.

- Hvis man giver virus lov til at formere sig på det niveau, som den gør i Brasilien, så åbner man en dør for nye mutationer, siger han til The Guardian.

Brasilien har allerede lagt navn til en mutation. Den såkaldte P1-udgave af virus, som blev opdaget for første gang i Danmark onsdag.

OVERBLIK: P1-variant kan være mindre vaccinefølsom

Den britiske, den sydafrikanske og nu også en brasiliansk virusvariant er kommet til Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut onsdag.

Der er tale om en variant, der har navnet P1, og det mistænkes, at den er mere smitsom, og at vacciner kan være mindre effektive over for P1 end det oprindelige virus.

Læs mere om den brasilianske variant P1 her:

* I januar i år rapporterede både Brasilien og Japan om varianten P1. Den blev første gang fundet i den brasilianske by Manaus og hos rejsende fra Japan, der havde været i Brasilien.

* Varianten har ti mutationer i spike-proteinet, og særligt tre af dem er vigtige at holde øje med. Da varianten har mutationen N501Y, som også den britiske og den sydafrikanske variant har, er der stor mistanke om, at varianten P1 har øget smitsomhed. Det er dog ikke endeligt bevist.

* P1 har også mutationen E484K, som studier har forbundet med nedsat følsomhed over for antistoffer.

* Vaccinerne, der er godkendt til brug i Danmark, forventes at virke over for P1, men det kan være med nedsat effekt. Vaccinerne forventes stadig at beskytte mod alvorlig sygdom med covid-19.

* Det vides ikke, om varianten giver alvorligere sygdom, end det oprindelige virus medfører.

Kilder: Statens Serum Institut.

Netop Brasilien og især præsident Jair Bolsonaro har tidligere fået voldsom kritik for sin håndtering af krisen. Han har blandt andet kaldt virussen for en 'lille' influenza.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jair Bolsonaro har fået voldsom kritik i hele verden for sin håndtering. Præsidenten har tidligere selv været smittet. Foto: Ritzau Scanpix/Evaristo Sa
Jair Bolsonaro har fået voldsom kritik i hele verden for sin håndtering. Præsidenten har tidligere selv været smittet. Foto: Ritzau Scanpix/Evaristo Sa
 

Ved ikke meget om varianten
Til Ekstra Bladet fortæller Statens Serum Institut (SSI), at man ikke ved ret meget mere om virussen end det, der allerede er skrevet på nuværende tidspunkt.

Man ved, at den er mere smitsom på samme måde som den sydafrikanske variant, B1351.

Vaccinerne virker mod den brasilianske variant, men SSI kan endnu ikke sige, om vaccinerne har samme effektivitet mod P1.

Selvom man kan se, hvordan virusvarianten har udviklet sig i Brasilien, kan man endnu ikke sige, hvordan den kommer til at sprede sig i Danmark. Med de miljømæssige forskelle, der er på Danmark og Brasilien, kan man ikke forvente, at varianten opfører sig på samme måde i Danmark.