Ekspert: Hemmelig plan kan være årsagen

Dansk professor mener, at der muligvis kan være tale om et hemmeligt kinesisk rumeksperiment

Kineserne har mistet kontrollen med deres rumraket, og det betyder, at der er fare for, at den styrter ned i byer og befolkede områder.

Men ifølge professor John Leif Jørgensen fra DTU Space kunne noget tyde på, at kineserne udmærket godt ved, hvad de foretager sig.

- Der er et lag i atmosfæren, vi ikke ved ret meget om, hvor forskellige typer materialer brænder op på forskellige måder. Man kunne fristes til at tænke, at det er det, kineserne forsøger at teste under dække af, at det er en teknisk fejl, siger John Leif Jørgensen til Ekstra Bladet.

- Hvorfor behøver kineserne at dække over, at de tester deres teknologi?

- Man skal vide, at kineserne ønsker at være verdens førende inden for al teknik, teknologi og videnskab inden for de næste 15 år. Så de er slet ikke interesserede i, at andre følger med i, hvad de går og laver, siger John Leif Jørgensen og fortsætter:

- Vi må i hvert fald håbe, at det ikke er en teknisk fejl, for raketten flyver i en bane, hvor vragrester potentielt kan styrte ned i byer som Los Angeles og sågar Beijing, siger John Leif Jørgensen.

Kæmpe raket
Der er tale om den 30 meter lange og 21 tons tunge rumraket Long March 5B, der havde til formål at bringe materiale til Kinas første rumstation, som i øjeblikket er under konstruktion. Den mission lykkedes også, og det var meningen at raketten efterfølgende skulle brænde op i atmosfæren uden dikkedarer.

Men sådan ser det ikke ud til at gå.

Både amerikanske og tyske rumobservatører kunne tidligere på ugen konstatere, at raketten er ude af kontrol og formentlig ikke når at brænde helt op.

Det kan betyde, at vragrester potentielt kan ramme befolkede områder på jorden.

Rakket blev sendt op 29. april. Foto: China Dailey/Reuters
Rakket blev sendt op 29. april. Foto: China Dailey/Reuters
 

Ikke første gang
En lignende episode fandt sted i maj sidste år, hvor metalrester fra en anden Long March 5B-raket styrtede ned i flere bygninger i Elfenbenskysten. Ingen kom dog til skade.

- Man laver ikke den slags fejl to gange, så det er lidt spøjst, hvis det skulle være den samme fejl igen, siger John Leif Jørgensen til Ekstra Bladet.

Kineserne selv har ifølge The Guardian udtalt, at raketten består af tynde aluminiumsplader, og altså ikke udgør nogen fare for mennesker. De har derimod intet sagt om, at raketten er ude af kontrol.

Rammer Jorden i weekenden
Vragresterne forventes at ramme Jorden i løbet af weekenden. I den forbindelse har den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin ifølge The Guardian udtalt, at USA ikke har planer om at skyde de resterende vragrester ned.

- Vi kan gøre mange ting, men vi har ingen planer om at skyde den ned lige nu. Forhåbentligt vil vragresterne ramme ned i havet eller lignende, siger Lloyd Austin afsluttende.