Ekspert ikke overrasket over Yousee-angreb: Her er hans teori

Yousee-angrebet kan være begået af en person, der har arbejdet for koncernen, vurderer ekspert

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

Det er ikke overraskende for Michael Jensen, der er seniorkonsulent hos tele og it-firmaet Netplan, at der ligger en bevidst handling bag nedbruddet på YouSees kabel-tv-signal nytårsaften.

- Alt har peget i den her retning, lige siden vi fik nyheden. Alle de tvivlsomme og meget underlige forklaringer fra Yousee, hvor de forsøgte at nedskalere vurderingen af, at det var et skadeligt angreb, er nu bekræftet, siger han til Ekstra Bladet.

Det spændende er dernæst, hvem der står bag angrebet.

Michael Jensen hælder mest til teorien om, at det er en fra Yousees egne rækker, som står bag. Blandt andet fordi selskabet i en pressemeddelelse skriver, at 'Der er tale om et kompliceret nedbrud, som kræver detaljeret viden om Yousees setup og tv-platform'.

- Imellem linjerne skriver de, at det peger mod en person med insiderviden. Det kunne sagtens være nogen, der arbejder der, eller har arbejdet der, siger han.

Han understreger dog, at det er én teori ud af mange.

Se også: Ny udvikling i Yousee-sag: Nu deltager efterretningstjeneste i efterforskningen

Se også: Ekspert om mystisk Yousee-nedbrud: - Det her må ikke kunne ske!

Drengestreger?
- Men det kan lige så godt være drengestreger, som det kan være organiseret. Enhver dygtig it-kyndig ung mand vil formentlig godt kunne gøre det her, siger han og forklarer:

- Yousee har efterfølgende skiftet 300 routere ud rundt om i landet. Det vil sige, at der måske har været en åben bagdør til de her bokse, der fordeler tv-signalerne. Hver af de her bokse fungerer hver i sær som en lille computer, hvor man skal være administrator og have et password for at kunne gå ind og lave noget.

- Man kunne godt forestille sig, at det er sket ved, at hackeren har fundet en bagdør, fx hvis man ikke har opdateret passwordet fra fabrikkens side, eller hvis han på en eller anden måde har opsnappet det via en ukrypteret forbindelse. Så har man ændret passwordet, og dermed været ene herre over netværket, og så har man simpelthen kunnet slukke for det.

Dermed har Yousee ikke kunnet gøre noget.

- For at kunne tænde for det igen, har Yousee skullet logge på med passwordet, som jo altså ikke længere var det samme. Derfor har de været nødt til at gå rundt til samtlige 300 bokse og tage dem ud og smide dem væk.

Yousee skriver: Vi har sammensat en attraktiv filmpakke til dig, som et plaster på såret for tv-nedbruddet nytårsaften. Det betyder, at du fra på lørdag og måneden ud får fri adgang til masser af film. Forbrug - 4. jan. 2017 - kl. 14:17 Her er Yousees 'plaster på såret' til danskerne

Organiseret?
At det skete før nytårstalen taler dog ifølge Michael Jensen imod, at det er drengestreger.

- Når man alligevel ikke tror på, at det er drengestreger, er det fordi, at det er bevidst lukket ned på et af årets for mange - vigtige tidspunkter - lige før dronningen nytårstale. Måske har man haft den her information til netværket og ventet til det helt rigtige øjeblik med at eksekvere det.

Han forudser, at det kan være meget vanskeligt at finde gerningsmanden eller gerningsmændene.

Svært at efterforske
- Normalt når nogen gør sådan noget her, så efterlader man sig et digitalt fodspor. Så det er afgørende, hvor god man er til at skjule det.

Han vurderer blandt andet, at det kan være foregået på en stjålet computer, der har været koblet på et privat åbent trådløst netværk eller måske på et bibliotek, hvor der er offentlige computere.

- Så står man som efterforsker og må håbe på, at der er overvågning eller andet, der kan dokumentere, hvem der var på biblioteket. For man vil formentlig godt kunne spore det til den computer eller ip-adresse, hvorfra angrebet er sket, siger han.

97 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere