Ekspert: Italien er tre uger foran os

I Italien er 1266 personer døde og 1328 personer indlagt til intensiv behandling som følge af coronavirus. Professor ser det som en mulighed, at Danmark kan komme i samme situation

Italien er forvandlet til det rene kaos, efter coronavirussen har fået fat - få overblikket her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix.

Med over 1200 dødsfald og 14.995 smittede er Italien det land i Europa, som er absolut hårdest ramt af coronavirus.

Og ifølge Lone Simonsen, som er professor ved Roskilde Universitet og forsker i pandemier, er det en mulighed, at Danmark kan komme i samme situation.

- Italien er tre uger foran os. Man kan se på Italien som et eksempel på, hvad der kan ske, siger hun.

Lone Simonsen ser det som en mulighed, at Danmark kan komme til at stå i samme situation som Italien. Foto: RUC
Lone Simonsen ser det som en mulighed, at Danmark kan komme til at stå i samme situation som Italien. Foto: RUC
 

Den italienske regering har advaret blandt andre Danmark om at tage de nødvendige tiltag i tide, og ifølge Lone Simonsen er det en del af baggrunden for de tiltag, vi ser i Danmark nu.

I alt har 17.660 mennesker i Italien været smittet, 1439 er blevet raske, 1328 personer modtager i øjeblikket intensiv behandling og 1266 personer er døde, oplyser Italiens Sundhedsministerium.

FAKTA: Her er de tiltag regeringen har taget mod corona

Regeringen har over de seneste uger gradvist skærpet kampen for at hindre yderligere smittespredning med den frygtede coronavirus.

Her er et overblik over de foreløbige tiltag:

* De danske grænser lukkes fra lørdag den 14. marts kl. 12.00. Det betyder, at kun udlændinge med et 'anerkendelsesværdigt formål' kan komme ind i landet. Almindelig turisme og for eksempel familiebesøg er ikke grund nok til at krydse den danske grænse. Varetransport til Danmark friholdes for begrænsninger. Indtil videre lukkes grænsen frem til 13. april.

* Fra samme dag intensiveres grænsekontrollen. Politiet har den overordnede myndighed, men får hjælp fra Forsvaret. Det forventes, at det vil tage nogle dage at få grænsekontrollen helt i gang.

* Fly fra de områder i Verden, der er hårdest ramt af coronavirus forbydes at lande i Danmark.

* Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser. Anbefalingen gælder alle lande i verden. Det vil sige, at danskerne generelt ikke bør rejse.

* Alle danskere på rejse i udlandet opfordres til hurtigst muligt at komme hjem.

* Fra uge 12 er der forbud mod arrangementer, som samler mere end 100 personer indendørs.

* Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem.

* Skoler og dagtilbud lukkes fra mandag den 16. marts og foreløbigt to uger.

* Alle indendørs kulturinstitutioner, biblioteker og fritidstilbud lukker.

* Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem. Hvis de ikke kan udføre deres arbejde hjemmefra, sendes vedkommende hjem med løn.

* Alle private arbejdsgivere opfordres til at sørge for, at flest muligt arbejder hjemmefra.

* Fra uge 12 aflyses alle ikke-akutte operationer på landets sygehuse, der omstilles til at kunne håndtere og behandle et stort ryk-ind af patienter smittet med coronavirus.

* Garantier for behandling og udredning i sundhedsvæsenet suspenderes ved lov.

* Epidemilovgivningen skærpes, så myndighederne får ret til at indføre sanktioner i forhold til enkeltpersoner, der skønnes at kunne sprede smitte. Det bliver blandt andet muligt at tvangsindlægge smittede personer.

* For at sikre leveringen af fødevarer til butikkerne, får vognmænd midlertidigt dispensation fra de gældende miljøzoneregler i byerne.

* Apoteker får pålæg om kun at sælge en pakke medicin per kunde. Det sker for at undgå hamstring af medicin.

* Brugen af den kollektive trafik skal begrænses. Der indføres pladsbilletkrav hos DSB.

* Sygehuse og plejehjem opfordres til at indføre skærpede restriktioner i forhold til besøg.

* Myndighederne opfordrer til, at man afholder sig fra kram, kindkys og håndtryk, når man mødes. Og at man holder afstand fra hinanden for at begrænse coronasmitte.

* Derudover opfordrer myndighederne til, at man hoster i ærmet og har en god håndhygiejne.

Kilder: Statsministeriet, Sundhedsministeriet, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, Ritzau.

Samfund - 12. mar. 2020 - kl. 14:22 Sundhedsstyrelsen: Europa er det nye coronaepicenter

Mange dør
Lone Simonsen peger på to væsentlige årsager til det høje antal dødsfald i Italien.

- De har ikke nok respiratorer til rådighed i sundhedsvæsnet. Og så er dem, der dør, ca. 80 år i gennemsnit, siger hun.

Derudover viser de foreløbige opgørelser, at mange af de døde er mænd, men om det kan være livsstil eller andre risikofaktorer, der er årsagen hertil, kan man ifølge professoren foreløbigt kun gisne om.

Ud over det høje dødstal er et andet væsentligt problem i Italien, at ikke alle alvorligt syge kan modtag den intensive pleje, de har brug for.

- Der er behov for kritisk pleje til dem, der er alvorligt syge. Hvis man er meget uheldig og får ARDS (akut lungesvigt, red.) som følge af virussen, så er man på den. Hvis man er ung og stærk og får den rigtige og intensive behandling, kan man komme igennem det, men der er et massivt kapacitetsproblem i sundhedsvæsnet, siger Lone Simonsen.

Stilhed før stormen
På spørgsmålet om Lone Simonsen frygter, at situationen i Danmark kan udvikle sig til det, vi ser i Italien, lyder svaret, at det ikke kan udelukkes.

- Jeg ser det som en mulighed. Man skal altid forberede sig på det værste, men jeg har også set steder, hvor der historisk ikke er sket samme udbredelse for eksempel i forbindelse med Den Spanske Syge, som var værst i Spanien, siger hun.

Hun henviser til, at man ikke altid kan vide, hvorfor en situation udvikler sig, som den gør. Der kan være faktorer i samfundet, som vi ikke umiddelbart ser som væsentlige, der spiller en rolle.

Lige nu forventer Lone Simonsen, at situationen i Danmark er en slags stilhed før stormen.

- Der kan være mange, som går rundt og er syge, selvom vi ikke kender til det, fordi man ikke bliver testet, hvis man har milde symptomer. Derfor følger vi i øjeblikket meget med i, hvor mange der indlægges, og her ser vi stadig en form for stilhed for stormen. De er klar ude på sygehusene, men der er ikke rigtig kommet noget endnu, siger hun.

513 kommentarer
Vis kommentarer