Ekspert: Ja, dine børn skal smittes med corona nu

Strategien er hverken 'flokimmunitet' eller 'den grønne kurve', men derimod at lade coronavirus sprede sig blandt børn og forældre, uden at alle andre bliver smittede samtidig, forklarer ekspert

Coronavirus skal nu sprede sig blandt små børn og deres forældre, forklarer tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen. På mandagens pressemøde afviste både Mette Frederiksen og Kåre Mølbak dog, at det var en del af strategien mod coronavirus. Video: Ritzau

Danmarks strategi er hverken det nye fy-ord i Danmark 'flokimmunitet' eller 'den grønne kurve', som statsminister Mette Frederiksen blev ved med at sige i aftes.

Derimod er strategien, at børnene nu sættes fri først, så børnefamilierne kan blive smittede med coronavirus, så vi kan åbne samfundet i et roligt tempo, uden at Sundhedssystemet bryder sammen.

Det forklarer Else Smith, tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen. 

- Strategien er at lukke en hel masse ned for at stoppe smittespredning og så langsomt åbne igen, siger Else Smith.

Men strategien er, at de her børnefamilier nu skal smittes?
- Ja.

Se også: Genåbning af Danmark kan sende flere hundrede på hospitalet

Rod i begreberne
Dermed rydder hun op i forvirringen, der er opstået, efter Mette Frederiksen i aftes sagde, at Danmarks strategi er at blive på den grønne kurve - som vil sige, at antallet af smittede ikke stiger så voldsomt, at sundhedsvæsenet bliver lagt ned. Men det er egentlig ikke en strategi, mener den tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen.

- Alle indsatser har den målsætning at følge den grønne kurve og ikke den røde. Det er målet at blive på den grønne kurve, ikke strategien, siger Else Smith.

Heller ikke 'flokimmunitet' - hvor 60 procent af befolkningen har haft coronavirus - er reelt en strategi, siger Else Smith.

- Konsekvensen af vores strategi kan være, at vi opnår flokimmunitet hen ad vejen, og at vi holder os på en fladere kurve, så sundhedsvæsenet ikke bliver udfordret. Men vi har jo ikke erklæret, at 60 procents immunitet er et mål, siger Else Smith.

Se også: Derfor er Danmark godt rustet til at modstå økonomisk nedtur

Den rigtige strategi
Det er faldet mange forældre og pædagoger for brystet, at det netop er børnehavebørn og små skolebørn, der først bliver sendt ud i corona-Danmark som en slags forsøgskaniner i et eksperiment.

Tanken er forståelig, forklarer Else Smith, men hun kalder det 'den forsigtige, men den helt rigtige strategi' lige nu.

- Alle vil deres børn det bedste. Men der er ikke grund til at være urolig. Vi ved, at børnene næsten ikke bliver syge, og de fleste småbørnsforældre er i den yngre ende af befolkningen, så mange vil også kunne overstå en infektion uden at opdage, at de er syge. Men det er vigtigt ikke at blande bedsteforældrene ind i det, siger hun. 

- Eksperimentet her er, at vi har lukket samfundet så massivt ned, og at vi nu skal lukke op igen i en pandemi. Det har vi aldrig prøvet før. Men det er velbegrundet at starte, hvor vi starter, siger hun.

Ifølge seruminstituttet skal flere hundrede tusinde danskere tjekkes for corona under en 12 ugers epidemi. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Samfund - 7. apr. 2020 - kl. 09:44 Langt bagud: 200.000 danskere skal testes

Børn skal smittes nu
Else Smith kan godt sætte sig ind i, at det for mange forældre føles intuitivt forkert, at det er deres børn, der først skal slippes løs med risiko for at blive smittede.

- Man ser et eller andet uhyre, noget, der brænder, og så tager man de små børn og sætter dem ud først. Det strider jo mod alt intuitivt. Men det er velbegrundet fagligt, siger hun med henvisning til, at det indtil videre har vist sig, at børn ikke bliver ramt særlig hårdt af coronavirus i modsætning til ældre.

- Det er heller ikke normalt, for der er masser af luftvejsinfektioner, hvor det netop er børnene, som bliver smittet. Men der er noget med denne infektion, som åbenbart gør, at det er anderledes. 

Lange udsigter
Men selvom børnefamilierne nu går ud og bliver smittet med coronavirus, er der stadigvæk lang vej i mål, og smitten vil forventeligt ikke sprede sig hastigt, fastslår Else Smith, som også forklarer, at man skal se åbningen som et tegn på, at myndighederne forsøger at sætte smitte-tempoet op, så epidemien ikke trækker alt for langt ud.

- Hvis du trækker det for meget ud, risikerer vi at være langt inde i efteråret, før der er en nedgang. Og hvis der er sæson i den her virus, så skal vi nærmest i gang med anden bølge, inden vi er færdige med den første, siger hun.

519 kommentarer
Vis kommentarer