Ekspert: Knivstiksfilm florerer blandt palæstinensere

Palæstinensiske videoer deles angiveligt på de sociale medier, hvor modtagerne opfordres til at bruge kniv i forbindelse med overfald på jøder

Tirsdag blev Israel scene for en række blodige angreb, hvor palæstinensere gik til angreb med kniv flere forskellige steder og angiveligt uafhængigt af hinanden. (Foto: AP)
Tirsdag blev Israel scene for en række blodige angreb, hvor palæstinensere gik til angreb med kniv flere forskellige steder og angiveligt uafhængigt af hinanden. (Foto: AP)

Tirsdag blev den blodigste dag i løbet af de seneste ugers optrapning af konflikten i Israel. Mindst tre har i dagens løb mistet livet og op i mod 20 personer er sårede.

Angrebene fandt blandt andet sted i Jerusalem og Ra'anana og havde alle én ting til fælles: palæstinensiske gerningsmænd, der gik amok med kniv.

Der tegnes et billede af en desperat befolkning, der ikke føler, de bliver hørt. Men også på Facebook kan en del af forklaringen på knivoverfaldene måske findes.

Se også: Palæstinenser dræbt, da han angreb israelsk politimand

Ekstern lektor i kultur og identitet ved Roskilde Universitet, Danny Raymond, forklarer, at brugen af kniv er så udbredt i øjeblikket, fordi de er nemme for palæstinenserne at bringe ind i israelsk område og gå til angreb med.

Men udover at være lette at anskaffe og skjule på sig, er knive også populære for unge palæstinensere på Facebook. 

- Der florerer i øjeblikket nogle instruktionsvideoer og filmiske opfordringer til at gå til angreb på israelske jøder. Dette medvirker til, at vi ser en stigning i disse lowtech-våben, fortæller Danny Raymond, som samtidig siger, at videoerne tydeligvis er produceret til og af palæstinensere.

En opfordring til angreb

I en af de små film, som deles på Facebook, ses en ung palæstinensisk mand sidde fredsommeligt i sine egne tanker med høretelefoner i ørerne. To mænd, der er klædt som karakteristiske jøder går forbi en flok børn, der spiller fodbold i nærheden. Den ene af de jødiske mænd skubber til børnene, hvorefter de to går videre imens de griner hånligt.

Det unge palæstinensiske vidne vælger at hævne sig, og angriber de to mænd med kniv alt imens musikken i videoen intensiveres.

Det er ikke første gang, den slags instruktionsvideoer er blevet sendt rundt på nettet. En lignende film gik viralt i december 2014, hvor to mænd demonstrerede teknikker til knivstik og opfordrede til at gå til angreb på jøder. Også denne film var med stor sandsynlighed palæstinensisk produceret.

Politiet i Israel undersøger et lig ved bussen (Foto: AP) 112 - 13. okt. 2015 - kl. 10:28 Dræbte og sårede i Jerusalem: Tre mænd amok på buspassagerer

Små separate episoder

De palæstinensiske ledere har før haft held med at lægge låg på uroligheder ved stå frem og fordømme voldelige handlinger. I forbindelse med andre optøjer i området, hvor befolkningsgrupper eksempelvis har demonstreret eller gennemført større og nøje planlagte aktioner, har selvstyret blandet sig og opfordret til fred.

Men dette er imidlertid ikke sket i denne omgang, hvilket også kan forklare den blodige udvikling. 

- Lige i øjeblikket er der ikke plads på den politiske scene for Mahmoud Abbas, (præsident for det Palæstinensiske selvstyre red.) til at tale palæstinensernes sag, og derfor eskalerer det lige nu, siger Danny Raymond. 

Selv om det kan ligne et begyndende oprør, så er det ifølge Danny Raymond vigtigt at sige, at angrebene ikke nødvendigvis er nøje koordineret. 

- Der er ikke noget, der tyder på, at dette er orkesteret fra det palæstinensisk selvstyre, men der er heller ikke nogle af lederne, der taler imod disse hændelser. Og det er der mange, der opfatter som en indirekte opbakning, siger han.

56 kommentarer
Vis kommentarer