Ekspert: Nomas nedtur vil fortsætte - med mindre ...

Noma har oddsene i mod sig, når de skal forsøge at vende tilbage til førstepladsen som verdens bedste restaurant

Rene Redzepi skal finde på noget nyt, hvis førstepladsen skal tilbageerobres. (Foto: Polfoto)
Rene Redzepi skal finde på noget nyt, hvis førstepladsen skal tilbageerobres. (Foto: Polfoto)

Noma kunne i aftes ikke forsvare sin førsteplads ved det uofficielle verdensmesterskab for restauranter og måtte i stedet dratte ned ad listen til en tredjeplads.

Og rykket nedad vil formentlig fortsætte de næste år, medmindre chefkok Rene Redzepi finder på noget nyt, vurderer Børsens madredaktør Ole Troelsø, der har været en del af juryen, som stemmer ved mesterskabet.

- Trenden siger helt klart, at man er på toppen, og så begynder man at rykke ned. Den bedste sammenligning er El Bulli, som virkelig var på toppen med Ferran Adria som frontfigur. Han valgte at trække stikket, da de begyndte at dratte ned af listen.

Se også: Noma er ikke længere verdens bedste

El Bulli var den spanske restaurant, der blev kåret som verdens bedste fire år i træk, før Noma slog dem af pinden i 2010. Året efter lukkede restauranten.

Lukkede som nummer 3

- Det var virkeligt stærkt. Det er ligesom med boksere - det er deprimerende at se mesteren ryge længere og længere ned. Det kræver alligevel noget at sige, ’vi stopper, mens legen er god’, siger Troelsø.

Se også: Spanske brødre sender igen Noma ned fra tronen

Se også: Noma-direktør: Vi tager førstepladsen tilbage

Noma kan samtidig frygte at ryge lang tilbage på listen. Det er helt normalt, ifølge Ole Troelsø.

- En af de store restauranter i 00'erne var The Fat Duck i England - den ligger nu nummer 73, så det er slet ikke usædvanligt at ryge langt ned. Det er mode - en popularitetsliste om, hvad der rykker lige nu.

- Er tiden løbet fra levende myrer (et af Nomas kendetegn red.)?

- Jeg synes ikke, at det er så enkelt som med levende myrer, men det nye nordiske køkken er ikke nyt længere. Det er blevet kopieret verden over. De sidste 10 år har det været det hotte, men det er bare ikke længere sagen.

En større primadonna

Derfor er opskriften for en ny førsteplads både simpel og frustrerende abstrakt.

- Der sker altid noget nyt - det bliver udvandet. Man skal finde et andet og nyt udtryk, og hvad det bliver, er meget svært at sige. Hvis Noma kan knække den kode og finde det nye, så kan de godt komme tilbage.

- Kunne Redzepi finde på at gøre det samme som Adrian og lukke det hele?

- Nej, han er så meget en fighter, han har så meget energi, at han vil forsøge at komme tilbage. Han er anderledes end Ferran Adria, som var så meget en stjerne og nok mere en primadonna end Rene er. Han gad ikke lege mere, men det vil Rene godt.

61 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere