Ekspert: Nyt krav kan medføre kontrolbesøg og stikprøver

Kontrolbesøg og stikprøver fra ordensmagten kan blive hverdag, hvis et politisk flertal gør det ulovligt at bryde corona-isolationen efter en udlandsrejse, siger ekspert

Corona har tømt pladser, hvor der ofte er mange turister. Video/redigering: AP, Reuters/Kristian Hansen

Et politisk flertal med justitsminister Nick Hækkerup (S) i spidsen vil give bøde eller anden straf, hvis personer ikke går i ti dages selvisolation efter rejser til udlandet.

Men hvordan skal det håndhæves i praksis, hvis det bliver indført? Det giver Adam Diderichsen, der er adjunkt på Københavns Professionshøjskole og mangeårig politiforsker, et bud på.

- Det, man gør i andre lande, er, at man på forhånd, 24 timer før du ankommer til et land, skal registrere på nettet, hvor du skal rejse hen og dit opholdssted.

- Så fanger bordet på den måde, at politiet kan lave kontrolbesøg og stikprøver for at se, om folk er, hvor de har oplyst, de er. Det er en måde at håndhæve det på, siger Adam Diderichsen.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix Politik Regeringen vil indføre krav om isolation efter rejser

Lidt bekymrende

Forslaget giver Adam Diderichsen en smule panderynker, men han understreger også, at han til fulde forstår de afvejninger, der er.

- Jeg er lidt bekymret som så mange andre over den magt, som myndighederne får. Det kan normalisere nogle måder at styre befolkningen på, som måske ikke burde normaliseres, siger han.

Selvom det nye lovforslag er forbundet med vis usikkerhed, tror Adam Diderichsen ikke, at lovforslaget om selvisolation efter rejser vil være en fast del af myndighedernes værktøjskasse, når coronakrisen er afværget.

- Det her med karantæne er næppe noget, der bliver normaliseret, fordi det vil være omfattende at begrænse rejseaktivitet for meget, siger han.

Samfund Erhvervsrejser til Storbritannien frarådes fra midnat

I dag er det blot en anbefaling, at man går i isolation i ti dage, når man kommer hjem fra en rejse i udlandet. Samtidig opfordres man til at tage en lyntest straks ved ankomst.

Det kan dog forkortes, hvis man efter fire dage tager en coronatest. Man kan i det tilfælde bryde isolationen, når der er kommet et negativt svar.

162 kommentarer
Vis kommentarer