Ekspert om Aamund-finte: Det er helt efter bogen

Erhvervsmanden Asger Aamund solgte først alle aktier i Bavarian Nordic og købte så igen for millioner. Helt efter bogen og meget fair, siger ekspert

Alt er helt efter bogen og meget fair, siger analytiker om Asger Aamunds aktie-hop. Foto: Mik Eskestad
Alt er helt efter bogen og meget fair, siger analytiker om Asger Aamunds aktie-hop. Foto: Mik Eskestad

Først storsalg for 387 millioner kroner aktier, og så nyt køb for et tocifret millionbeløb godt en måned senere. Alt sammen i samme selskab: Bavarian Nordic.

Den 74-årige erhvervsmand, Asger Aamund, har slingret ind og ud af Bavarian, men alt er kørt efter bogen, vurderer ekspert. Det er faktisk 'godt sportsmandship', selvom Bavarian på få minutter steg med 36 procent i morges, da børsen åbnede.

- Det tjener Asger Aamund til ros, at han først lukkede et kapitel om gæld til banken og så efterfølgende går ind i selskabet igen. Det er helt efter bogen. Han melder det tilmed ud, hvilket er meget fair, siger Kim Sejdelin, aktiehandler i Jyske Bank, til Ekstra Bladet.

Asger Aamund solgte 1,8 millioner aktier i Bavarian, og ved så store salg, så sker det typisk til en lavere salgskurs. Det skete også i Aamunds tilfælde, hvilket betyder, at han formentlig ikke fik en kursgevinst ved genkøbet, før dagens store stigning, vurderer analytikeren.

Se også: Aamund solgte alle aktier: Derfor smiler han over kursstigning i dag

- Hvis man tror på et selskab, så udnytter man ofte store salg til at købe flere aktier, fordi man kan få dem billigere. Derfor kan et udsalg ende med en lille stigning, forklarer Kim Sejdelin.

Kursen på Bavarian steg på grund af en ny aftale med medicinkoncernen Bristol-Myers-Squibb, der kan vise sig at være 6,5 milliarder kroner værd, oplyser selskabet. Selskabet får 400 millioner kroner i hånden med det samme, men resten afhænger af prøver og eventuelt salg af kræftvaccine mod prostatakræft.

- Det taler faktisk for Bavarian-aktien, at Asger Aamund tror så meget på selskabet, at han køber aktier, efter at han har solgt alt. Det er et stærkt budskab, siger Kim Sejdelin.

Asger Aamund stiftede selv selskabet i 1990'erne, og han sad som bestyrelsesformand gennem 20 år, før han gik af i 2013.

- Det er en af de største dage i Bavarians historie, og hvorfor skulle jeg misse den mulighed, når jeg har været en del af virksomheden i 20 år, siger Asger Aamund.

Men hvorfor sælge alt og så købe en del tilbage igen?

- Mit selskab havde en bankgæld, som var brugt til at købe aktier i Bavarian. Den gæld skulle afvikles, så selskabet igen kunne investere. Den nye mulighed for investeringer er så brugt på Bavarian, fortæller erhvervsmanden.

Bavarian Nordic er et internationalt biotekselskab, der blandt andet udvikler og producerer vacciner til forebyggelse af infektionssygdomme.

38 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere