Elleve personer er dræbt og 47 sårede ved en eller flere eksplosioner i undergrunden i Sankt Petersborg i Rusland, skriver AP.
Der er endnu ingen, der har taget skylden for angrebet.
Korrespondent for Weekendavisen i Rusland, Andrey Kazankov, mener dog, at man skal se på tidligere angreb, når man spekulerer i, hvem der kunne stå bag.
- Det er meget tidligt at sige, men det, man tidligere har set ved angreb i Moskva, er, at det som regel er islamister, der står bag, siger Andrey Kazankov til Ekstra Bladet.
Andrey Kazankov arbejder normalt i Sankt Petersborg, men er lige nu i Danmark.
Kan være Islamisk Stat eller hjemlige islamister
Han mener, at der er en sandsynlighed for, at det er hjemlige russiske islamister, der står bag. Men han vil heller ikke udelukke, at det er Islamisk Stat, der står bag angrebet.
- Putin er upopulær blandt Islamisk Stat. Man er jo gået ind i krigen i Syrien på Assads side. Derfor er det muligt, at det er IS, der står bag det her, siger korrespondenten.
Og hvis det viser sig, at IS tager skylden for angrebet, så vil Putin med al sandsynlighed puste sig op på den ene eller anden måde.
- Han vil sende et signal. Han vil være nødt til at signalere styrke efter det her. Af og til bomber Rusland Islamisk Stat, så en mulighed ville være, at han gjorde noget mere ud af at vise det på tv, siger Andrey Kazankov.
Ingen fra Vesten står bag
Ruslands præsident Vladimir Putin er ikke lige populær rundt om i verden. I 2014 blev russerne blandt andet holdt ude af G7-møde, hvor statsledere fra både USA, Tyskland, Storbritannien, Japan, Frankrig, Italien og Canada mødtes.
Men selvom Ruslands ledelse somme tider står i et dårligt lys hos andre rundt om i verden, så mener Andrey Kazankov, at sandsynligheden for, at det er andre end Islamisk Stat eller hjemlige russiske islamister, der står bag, er lille.
- At han er upopulær i blandt andet Vesten, gør hverken fra eller til. Der er jo ingen fra Vesten, der tager til Rusland for at gøre det her, siger han.
Frygt
Andrey Kazankov bor til dagligt i Sankt Peterborg og tager metroen, hvor eksplosionen har fundet det, dagligt. Han fortæller, at byen vil være præget af angrebene de næste dage, men at hverdagen nok skal blive normal igen.
- Det er noget, der skabet frygt, lige meget hvilket samfundet, det sker i. De næste dage, er der nok mange, der ikke vil bruge metroen, men folk glemmer det efter noget tid og vil vende tilbage til normalen igen, siger han.