Ekspert om Danske Bank-formands exit: - Nu tager de fat

Seniorrådgiver hos Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet Lars Krull ser positivt på fremtiden for Danske Bank, efter A.P. Møller Holding har indstillet Karsten Dybvad som ny bestyrelsesformand

Ole Andersen stopper som bestyrelsesformand i Danske Bank. Arkivfoto: ASGER LADEFOGED
Ole Andersen stopper som bestyrelsesformand i Danske Bank. Arkivfoto: ASGER LADEFOGED

Hos Danske Bank kæmper aktionærerne en kamp for at komme så godt som muligt ud af hvidvask-skandalen.

Den kamp har A.P. Møller Holding valgt at gå forrest i, da de tirsdag udsendte en indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på valg til bestyrelsen.

- Nu tager de fat. De går ind og siger, 'nu skal vi have det her løst', og jeg synes egentlig, at det er fint, de gør det, for det er jo tit det, man råber og skriger om. At aktionærerne ikke har nogen indflydelse i de danske virksomheder.

- Det her er et eksempel på en aktionær, som kan finde ud af at have indflydelse, hvis de vil have det. Men de har selvfølgelig også ladet bestyrelsen forsøge sig i et stykke tid, siger seniorrådgiver hos Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet, Lars Krull, til Ekstra Bladet.

Peger på en helt anden
A.P. Møller Holding har indstillet en ny mand til posten som bestyrelsesformand.

Han hedder Karsten Dybvad og er i dag administrerende direktør hos Dansk Industri. Tidligere har han blandt andet været departementchef i Statsministeriet fra 2005 til 2010.

Derudover er Karsten Dybvad bestyrelsesformand hos CBS, som meldte ud, at de indtil videre ikke ville samarbejde med Danske Bank efter hvidvaskskandalen så dagens lys.

Derfor er det interessant, at han nu skal være bestyrelsesformand i netop Danske Bank, men det er ifølge Lars Krull kun en positiv ting for banken.

- Det viser i hvert fald, at der er en aktionær, der tør. For Karsten Dybvads holdning er jo ikke, at de skal dække over noget. Hvorfor skulle han det?

- Det giver en masse legitimitet over for virksomheder. Dansk Industri er en stor organisation, hvor han kommer fra. Men det giver jo også legitimitet, at man tager en, som har turde at sætte sig op mod dem, siger Lars Krull.

Indstiller yderligere et bestyrelsesmedlem
A.P. Møller Holding nøjes ikke med at indstille Karsten Dybvad til formandsposten. De indstiller også deres egen investeringsdirektør til valg som bestyrelsesmedlem.

- Har A.P. Møller for meget magt, når de kan gå ind og gøre sådan?

- Nej, det har de ikke, for de ejer cirka 20 procent, og de har været ude og tale med andre aktionærer, og det er også kommet frem, at de har talt med ATP. Så de har jo sikret sig bred enighed om, at det her skulle ske. Og det havde de nok ikke behøvet.

- Danske Bank er en af deres største investeringer. Og så signalerer de noget af det, som danskere og andre investorer godt kan lide, at her har vi en investor, som holder ved. A.P. Møller Holding siger ikke ’nu vil vi ikke være med i Danske Bank mere. Nej, vi finder en formand, og så committer vi en top-medarbejder.’ Det er gode signaler, siger Lars Krull.

Ole Andersen annoncerede i september, at han ville fratræde stillingen som bestyrelsesformand ved næste generalforsamling i marts 2019.

Lars Krull lægger vægt på, at Ole Andersen ikke nødvendigvis har gjort noget forkert i sin periode som bestyrelsesformand.

- Vi kan ikke bebrejde Ole Andersen noget. Han er blevet sat i en fuldstændig umulig opgave. Der er rettet kritik mod bestyrelsen, så vælger han at gå. Han bliver nødt til at sende direktøren ud inden. Han kæmper og arbejder godt og solidt. Men de eneste, der kan bestemme, om det er ham, der skal arbejde videre, det er aktionærerne, siger seniorrådgiveren.

Her ses den medsigtede mand i svindelsagen. Politik - 6. nov. 2018 - kl. 13:26 Britta-sagen: Forsøgte at smugle diamanter ind i fængsel

Se også: Av, av, av! Danske Banks overskud styrtdykker

Se også: Danske Bank er blevet 100 milliarder mindre værd

52 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere