Ekspert om hacket utroskabsside: Victoria Milan overlever ikke

Lektor i krisekommunikation og omdømmehåndtering mener ikke, at de to utroskabssider Ashley Madison og Victoria Milan kan overleve krisen efter kæmpe medlems-læk

Ekspert i krisekommunikation ved CBS, Lasse Peter Laursen, mener hverken at Ashley Madison eller Victoria Milan kommer helskindet gennem lækage-krisen.
Ekspert i krisekommunikation ved CBS, Lasse Peter Laursen, mener hverken at Ashley Madison eller Victoria Milan kommer helskindet gennem lækage-krisen.

Hverken den store utroskabs-datingside AshleyMadison.com eller deres dansk/norske pendant Victoria Milan kan overleve den krise, de lige nu står overfor.

Det spår lektor i krisekommunikation og omdømmehåndtering ved Copenhagen Business School, Lasse Peter Laursen, over for Ekstra Bladet.

Se også: Så mange utro danskere er afsløret af hackere

I løbet af i går florerede nyheden om, at ’hacktivist’-gruppen The Impact Team havde offentliggjort navne, adresser, kreditkortoplysninger og mailadresser på de omkring 32 millioner brugere af utroskabssitet Ashley Madison. Blandt dem var over 6000 danskere.

Og hacking-sager er langt fra sjældne, men i dette tilfælde, mener Lasse Peter Laursen, vil det være et så hårdt slag for både Ashley Madison og deres største konkurrent, Victoria Milan, at ingen af dem vil kunne overleve den krise, der nu følger.

- Normalt er det nemt at udråbe sig selv som offer i sådan en situation. Men her stråler det direkte ned i selve Ashley Madisons kerneprodukt, som består af sikkerhed, anonymitet og diskretion. Alt det er blevet krænket, forklarer Lasse Peter Laursen.

Se også: Utroskabssite hacket: Millioner af brugere afsløret på nettet

- Den slags såkaldte ’hacktivister’ promoverer sig selv som en slags moralister, og mange vil derfor se dem som heltene, og Ashley Madison som skurken. Det mener jeg simpelthen ikke, de kan overleve, siger krisekommunikations-eksperten.

At diverse medier har taget sagen op, og at flere af dem også er begyndt at grave i, hvor mange kendte personer, der findes på listen over de mange registrerede, utro medlemmer, er ifølge Lasse Peter Laursen med til at holde suppen i kog. Til sidst vil deres brand være blevet så tilsmudset, både i offentligheden og blandt datingsidens kunder, at der vil opstå en ’moralsk folkeopstand’.

Danske kendte - 19. aug. 2015 - kl. 14:34 Nu dater Nikita kendt tv-vært

Og eftersom den dansk/norske utroskabs-pendant Victoria Milan er bygget op omkring præcis det samme kerneprodukt som Ashley Madison, vil de ifølge eksperten heller ikke kunne komme gennem krisen.

- De har en kæmpestor håndteringsopgave foran sig. Men det vil selvsagt blive svært at prøve at bilde folk ind, at det samme ikke sagtens kan ske for dem, spår eksperten. Han har fulgt med i Ashley Madisons forsøg på at krisehåndtere den store lækage, men mener langt fra, at de vil kunne reparere den store skade på deres omdømme.

Kys & kærlighed - 17. aug. 2015 - kl. 13:48 Tre ting du kan lære af trofaste par

- Ashley Madison har håndteret det rimelig klassisk ved at fortælle, at de har lukket sikkerhedshullet, og at de vil retsforfølge hackerne. Det er sådan, man håndterer en hacker-krise, hvor man helt åbenlyst er offeret. I dette tilfælde, hvor Ashley Madison i forvejen af nogle blev betragtet som et ’monster’, og nu i høj grad står tilbage som skurken, hjælper det ikke noget, siger Lasse Peter Laursen.

Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra Victoria Milan om, hvordan de vil håndtere den omdømmekrise, de står over for.

63 kommentarer
Vis kommentarer