Ekspert: Putin kan gøre krav på polsk nazi-skat

Hvis nazi-toget i Polen rummer russiske skatte, kan Putin have krav på dem, mener dansk ekspert

Historien om et forsvundet nazitog fyldt med rigdomme lever i bedste velgående. Nu er toget måske endelig blevet fundet. Her kan du se video fra den område, hvor toget muligvis befinder sig. (Foto: AP)

Hvem skal have skatten i nazitoget? Det bliver det store spørgsmål, når og hvis toget kommer frem i dagens lys.

På et pressemøde fredag formiddag i den polske hovedstad Warszawa offentliggjorde vicekulturminister Piotr Zuchowski, at de polske myndigheder har set beviser på, at et 150 meter langt panseret nazitog fra krigstiden er blevet fundet i underjordiske gange nær Wroclaw i den sydlige del af Polen.

- Informationen om, hvor toget er befinder sig og hvad det indeholder er blevet afsløret. En person har fortalt sine hemmeligheder om toget på sit dødsleje, sagde Piotr Zuchowski.

Men det er langt fra sikkert at polakkerne selv får skatten.

For ikke længe efter at nyheden var offentliggjort, meldte russiske advokater sig på banen i kampen for at få fingrene i de potentielle værdier i toget.

- Repræsentanter fra Rusland skal uden tvivl involvere sig i at finde værdien på de fundne ting, hvis toget bliver lokaliseret. Hvis ejendelene er blevet taget fra et område, der tilhørte Sovjetunionen, må de bliver afleveret tilbage til Rusland, siger advokaten Mikhail Joffe til det russiske nyhedsmedie Sputnik.

Dansk ekspert: Putin har krav på tyvekoster
Den vurdering er gæstelektor ved DIS, cand. mag i russisk historie og underviser ved Forsvarsakademiet, Martin Rasmussen enig i.

- Hvis toget viser sig at indeholde russiske skatte og nationalarv, har russerne krav på at få det udleveret. Da nazisterne besatte de vestlige dele plyndrede og fjernede de mange skatte, som de bragte tilbage til Tyskland.

- Der er i bund og grund tale om tyveri og derfor har russerne krav på, at tyvekosterne leveres tilbage, hvis de er de rette ejermænd, siger Martin Rasmussen til Ekstra Bladet.

Uvurderlig skat
Russerne er især interesserede i, om Ravkammeret også kaldet 'The Amber Room' fra Katharinapaladset nær St. Petersborg, er at finde på toget.

Nazisterne pillede det overdådige guld og ravbelagte rum ned i 1941 og flyttede det til slottet Köningsberg i Østpreussen, hvorfra det ved krigens ophør var forsvundet.

Det er ikke blevet set siden, men ifølge eksperter er rummets indhold vurderet til op mod 2,5 milliarder danske kroner.

- Ravkammeret har været eftersøgt siden krigen og russerne vil strække sig langt for at få det igen. Lige nu står en kopi af kammerat på paladset. Men skulle det oprindelige dukke op, ville det have stor signalværdi for russerne at få det igen på samme måde, som vi ville være meget interesserede i at få et stort guldalder maleri igen, hvis det var forsvundet og pludseligt dukkede op, forklarer han.

Udfordrer forholdet mellem øst og vest
Finder polakkerne store skatte i området omkring Wroclaw og viser en del af disse sig at være russiske kan håndteringen af dem være med til enten at forbedre eller forværre forholdet mellem Polen og Rusland og dermed øst og vest.

- Det kan ikke udelukkes, at sagen kan puste til ilden mellem øst og vest. Ikke mindst fordi det russiske og polske forhold er utroligt dårligt. Rusland har forbudt import af en del polske varer, som i sær de polske landmænd lige nu lider under. Desuden er der historiske grunde til, at de to lande har et dårligt forhold til hinanden og det kan besvære processen.

Han peger på at hemmelige dokumenter konfiskeret af nazisterne i Rusland under krigen kan indeholde statshemmeligheder, som russerne vil strække sig langt for at få fat i.

- Der er en del storpolitik i det. Men på den anden side kan det også give mulighed for at forbedre forholdet mellem de to lande, hvis de finder en fornuftig løsning, siger han.

1 af 7 Nazisterne konfiskerede massevis af guld og andre rigdomme fra de millioner af jøder, de udraderede under Anden Verdenskrig. Historien om et tog fyldt med rigdomme er aldrig blevet verificeret, men nu påstår to personer, at de har fundet det i Polen. Billedet her forestiller guld-vielsesringe, som nazisterne tog fra fangerne i Buchenwald Koncentraionslejr under krigen. (Foto: Polfoto)
2 af 7 Den amerikanske museumsdirektør på Metropolitan Museum of Art James J. Rorimer undersøger noget af guld- og sølvstøvet, som den amerikanske hær fandt på slottet Neuschwanstein ved Füssen i Bayern tæt på grænsen mellem Østrig og Tyskland. Man fandt også store lagre af stjålne kunstgenstande fra museer i det besatte Europa. (Foto: AP)
3 af 7 En ekspert i gang med at vurdere nazisternes tyvekoster under hvælvingerne af Reichsbank i Frankfurt i juli 1945. Løjtnant Robert B. Kelso er også til stede. (Foto: AP)
4 af 7 Soldater fra den amerikanske hærs 7. arme fandt på Neuschwanstein Slot i de østrigske alper en omfattende samling værdier – berømte malerier, antikke smykker, guld og søl. Man forsøgte herefter at hitte rede i, hvem tingene tilhørte for at levere dem tilbage til ejerne. (Foto: AP)
5 af 7 Billedet viser en del af omkring 100 ton guldbarer, som var skjult I en saltmine nær Merkers, sydvest for Gotha i Tyskland, som amerikanske soldater fandt 7. april 1945. (Foto: AP)
6 af 7 Amerikanske eksperter forsøger i juli 1945 at få overblik over guldbarerne, som blev fundet i hvælvingerne under Reichsbank i Frankfurt. Dertil kom mængderne af juveler – herunder de tyske kronjuveler, som nazisterne også havde raget til sig under Anden Verdenskrig. (Foto: AP)
7 af 7 Historien om et forsvundet nazitog fyldt med rigdomme lever i bedste velgående. Nu er toget måske endelig blevet fundet (Foto: AP)
33 kommentarer
Vis kommentarer