2021 har budt på høje investeringsafkast, og det gælder naturligvis også for danskernes pensionsopsparinger.
Men hvad er forventningen til dem i det kommende år?
- Det er svært at give et entydigt svar, fordi det er meget forskelligt, hvilken risikoprofil man har, og hvor lang tid der er, til man skal på pension.
- Og det er jo ting, der er med til at afgøre, hvor stor en andel af ens portefølje, der udgøres af aktier, siger direktør i PFA Asset Management Rasmus Bessing.
Han opstiller et eksempel:
- Hvis man tager udgangspunkt i 2021 og kigger på en person, der havde en opsparing på 500.000 ved begyndelsen af året samt en lang tidshorisont og den højest mulige risikovillighed, så ville kunden have fået et afkast på over 20 procent - eller 100.000 kroner - i slutningen af året, fortæller han.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
'Vi er fortrøstningsfulde'
Rasmus Bessing understreger, at man hos PFA dog ikke forventer lige så store afkast i år.
- Vi forudser afkast på omkring fem til ti procent i 2022, men så afhænger det jo som sagt af, hvordan fordelingen mellem aktier og obligationer er, og hvilken risikoprofil man har.
Ligesom i 2021 kan der naturligvis komme udsving på markedet.
- Men som pensionsopsparer er fordelen jo, at man har spredt sin investering over forskellige sektorer, verdensdele og aktietyper, hvilket gør, at vi er fortrøstningsfulde, selvom der er usikkerhedsfaktorer som for eksempel corona.
- Vi tror, at det bliver et fornuftigt afkast-år, fastslår Rasmus Bessing.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Ekstra Bladet har spurgt en topinvestor, hvordan man skal reagere, når markedet dykker. Det kan du læse mere om her (+).