Ekspert: Salg får ingen betydning for Alka-kunder

Prisgaranti i fem år og øget konkurrence om LO-medlemmer betyder, at Alka-kunder næppe kommer til at mærke noget til milliardsalg

Fagbevægelsen har solgt sit forsikringsselskab Alka til konkurrenten Tryg for 8,2 milliarder kroner.
Fagbevægelsen har solgt sit forsikringsselskab Alka til konkurrenten Tryg for 8,2 milliarder kroner.

Trygs køb af fagbevægelsens forsikringsselskab Alka får næppe den store betyding for hverken de nuværende kunder i Alka eller LO-medlemmer som sådan.

Det vurderer Anders Juhl, stifter af rådgivningsformaet Uvildigråd.dk.

Han henviser til, at der er indgået en aftale i forbindelse med handlen om, at de nuværende medlemmer hos Alka beholder deres vilkår i fem år og samtidig bliver en del af Trygs bonusprogram.

Men heller ikke på lang sigt mener Anders Juhl, at det vil få nogen afgørende betydning for kunderne.

Ikke altid billigst

- Selv om man er med i en sådan fagforbunds-aftale, så er det jo ikke altid, at det er den billigste og den bedste løsning. Det ser jeg mange eksempler på. Så man skal stadig lige være lidt opmærksom på, hvordan prissætningen er for en selv i forhold til andre steder.

Det gælder også for andre faggrupper, der har specialaftaler med forskellige forsikringsselskaber.

- F.eks. har vi mange læger blandt vores kunder, som har en special-aftale med netop Tryg. Men det er langt fra altid Tryg, der er den billigste løsning for dem. Så det er vigtigt, at man forholder sig kritisk til det og ikke bare tror, at man har de absolut bedste vilkår, bare fordi man er med i en brancheaftale. Sådan er det ikke altid, siger Anders Juhl.

Se også: Dansk forsikringsselskab købt af konkurrent for 8,2 milliarder

Andre vil samle op

Han tror også, at andre selskaber nu vil forsøge at samle LOs medlemmer op med bedre priser.

- Det er jeg ret overbevist om. Det er jo et spændende segment at have fat i med mange potentielle kunder. Så det er oplagt, og det er kun sundt at få den konkurrence på markedet. At der bliver mere kamp om kunderne.

Kim Simonsen, formand for HK og nu forhenværende medejer af Alka mener da også, at Alka har udspillet sin rolle. Han henviser bl.a. til, at kun 15 pct. af LOs medlemmer har deres forsikringer i selskabet.

Ikke fagbevægelsens opgave

- Alka blev i sin tid skabt, fordi medlemmerne ikke havde mulighed for at købe forsikringer til rimelige priser. Men forsikringsmarkedet er i dag velfungerende med et stort og konkurrencepræget udbud, og derfor har kun 15 procent af LO's medlemmer selv valgt at tegne en forsikring hos Alka. I dag er det ikke længere HK's opgave at drive et forsikringsselskab men at varetage medlemmernes formue, så HK også har en solid økonomi i fremtiden, siger Kim Simonsen.

Han er tilfreds med valget af køber og de vilkår, der er for salget:

- Vi har med Tryg Forsikring fået en køber, der værdimæssigt minder om Alka, og som er meget interesseret i et forsat tæt samarbejde med fagbevægelsen. Derfor er der også indgået aftale om, at medlemmer hos Alka beholder deres nuværende vilkår i mindst fem år, og bliver samtidig en del af Trygs bonusprogram. Sammenholdt med den pris, vi har fået for vores andel, må jeg sige, at jeg er meget tilfreds med salget.

Ussel mammon

Det er dog langt fra alle i fagvægelsen, der er tilfredse. Det gælder bl.a. Blik- og Rørarbejderforbundet. Dansk El-Forbund og Socialpædagogerne.

- Fristelsen for en kortsigtet gevinst er åbenbart blevet for stor for flertallet af aktionærer, som nu er klar til at sælge ud for ussel mammon, siger Max Meyer, formand for Blik- og Rørarbejderforbundet ifølge Ritzau.

35 kommentarer
Vis kommentarer