Eksperter: Derfor kunne 33-årig læge dø af coronavirus

I særlige tilfælde kan også unge mennesker dø af den smitsomme virus

Video/redigering: DR Nyheder/Reuters via Ritzau Scanpix/Anders Olsen

Fredag morgen kinesisk tid kom det frem, at den kinesiske læge Li Wenliang er død.

Den 33-årige Li Wenliang var blandt de første, der alarmerede de kinesiske myndigheder om udbruddet af coronavirus i Wuhan.

Ifølge The Guardian døde han af coronavirus.

En af de otte, der forsøgte at advare mod coronavirus, er død. Foto: China Daily/Ritzau Scanpix Samfund - 6. feb. 2020 - kl. 16:38 Læge advarede om coronavirus: Hospital erklærer ham død

Det er ellers gentagne gange blevet nævnt, at coronavirus især er dødelig, hvis den rammer ældre eller personer, der i forvejen er svækkede - præcis som det er tilfældet med influenza.

Det forklarer Tyra Grove Krause, der er overlæge og afdelingschef på Statens Serum Institut, over for Ekstra Bladet.

- Den nye coronavirus kan formentligt smitte alle, men det ser ud til, at de, der har været indlagt, har været lidt ældre - i gennemsnit 59 år,  og halvdelen af dem har haft kroniske sygdomme. Vi har også fået at vide fra WHO, at størstedelen af dem, der er døde, har været ældre eller har haft andre sygdomme, siger hun.

Men som altid er der ingen regel uden undtagelser.

- Vi ved ikke, om lægen har haft andre sygdomme, og det er selvfølgeligt dybt ulykkeligt, men ikke helt uventet, at man kan dø af sygdommen selvom man er ung og rask, men det ser indtil videre ud til at ske meget sjældent, slår hun fast.

'Se også: »Vi bliver behandlet som fanger og kriminelle« '

Ekstrem situation
Samme melding kommer fra professor i eksperimentel virologi Allan Randrup Thomsen fra Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet.

- Sagen viser med al tydelighed, at man ikke kan udtale sig kategorisk om den type emner, forklarer han til Ekstra Bladet.

Han tilføjer, at man ikke ved med sikkerhed, hvad der gør en person modtagelig over for infektionssygdomme. Dertil kommer, at lægen kan have været presset.

- Vi ved ikke, om han har været under særlig stress, lyder det.

Læger på arbejde på Zhongnan hospitalet på Wuhan Universitet. Foto: Ritzau Scanpix
Læger på arbejde på Zhongnan hospitalet på Wuhan Universitet. Foto: Ritzau Scanpix
 

Endelig mener Allan Randrup Thomsen, at mængden at smitte også kan have haft en betydning.

- Erfaringen viser, at man er mere disponeret, hvis man bliver udsat for meget smitte, og han har efter alt at dømme været i en ekstrem situation, afslutter han.

Blev anklaget for at sprede rygter
Li Wenliang advarede sine kolleger om den på daværende tidspunkt ukendte virus i slutningen af december.

3. januar blev han tilbageholdt af politiet i Wuhan for at 'sprede falske rygter', skriver The Guardian.

Han blev tvunget til at skrive under på, at han havde brudt loven og forstyrret den offentlige ro og orden.

Efter hans død har Verdensundhedsorganisationen, WHO, hyldet Li Wenliang på Twitter.

- Vi er dybt bedrøvet af doktor Li Wenliangs død. Vi bør alle hylde hans arbejde, hvad angår udbruddet af coronavirussen, citerede WHO sin direktør, Mike Ryan, for at udtale.

Se også: Kina indleder efterforskning efter læges opsigtsvækkende død

 

Se også: »Vi bliver behandlet som fanger og kriminelle«

Skal du rejse? Her er hvad du skal være opmærksom på

Hvor kan jeg rejse hen?
Udenrigsministeriet fraråder alle unødvendige rejser til Kina. Der er ellers ingen destinationer, som ministeriet anbefaler at undgå som følge af coronavirussen.

Hvornår skal man undersøges?
Hvis man oplever symptomer som hoste, åndenød og feber, og derudover enten har befundet sig i Hubei-provinsen i Kina eller har haft kontakt med en person, som kan være smittet af coronavirus, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man undersøges af en læge.

Hvad kan man gøre for at undgå smitte?
Vær opmærksom på Udenrigsministeriets rejsevejledning og lokale myndigheders opdateringer om situationen.

Herudover kan man gøre følgende:

  • Sikre en god håndhygiejne ved at vaske hænder med sæbe ofte og bruge håndsprit
  • Sørge for god fødevarehygiejne
  • Undgå kontakt med både levende og døde dyr på madmarkeder
  • Undgå tæt kontakt med personer, som virker syge (fx personer som hoster)
  • Undersøge forholdene i det lokale sundhedsvæsen
  • Sørge for at hjemrejse i tilfælde af sygdom er dækket af rejseforsikring

Hvad så når man kommer hjem?
Sygdom efter hjemrejse kan skyldes mange andre ting end coronavirus, og hvis ikke man har haft symptomer 14 dage efter hjemrejse, er det usandsynligt, at man er smittet.

Hvis man oplever symptomer som hoste, åndenød og feber inden for 14 dage, bør man blive hjemme og kontakte lægen telefonisk, så lægen kan tage forholdsregler i forhold til smittebeskyttelse, inden du tilses.

Kan man smittes på flyet?
Coronavirus er ikke luftbåren, men hvis myndighederne i det land, hvor flyet er landet, får oplysninger om, at en passager har været syg med coronavirus, vil de kontakte de passagerer, der kan have været udsat for smitte. Det vil normalt omfatte passagerer, som har siddet inden for to flysæder fra den pågældende i alle retninger.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere