Eksperter og beboerer advarer: Her bør du ikke lade børn gå alene eller løbe med musik i ørene

En forskningsgruppe præsenterer senere i dag en rapport, der indeholder en række anbefalinger om, hvad man skal gøre, hvis man lever i et område med ulve. Rapporten er lavet i samarbejde med borgere fra Vestjylland

En ulv fundet i Thy bliver obduceret på Landbohøjskolen af seniorforsker Tim Kåre Jensen fra DTU Veterinærinstituttet. Foto: Jens Dresling
En ulv fundet i Thy bliver obduceret på Landbohøjskolen af seniorforsker Tim Kåre Jensen fra DTU Veterinærinstituttet. Foto: Jens Dresling

En gruppe borgere fra Idom-Råsted ved Holstebro i Vestjylland har i det sidste halve år været en del af et forskningsprojekt om ulve, som præsenteres i aften.

Projektet udmunder i en rapport under navnet Forslag til bedre og tryggere forvaltning af ulve, hvori man blandt andet kan læse en række anbefalinger om, hvordan man skal forholde sig til områdets nye pelsede gæster.

I rapporten lyder anbefalingerne blandt andet, at man bør undlade at løbe med musik i ørene og lade sine små børn færdes uden opsyn.

Dialog med lokalsamfundet
Projektet er startet som et såkaldt dialogprojekt, hvor en række forskere har mødtes med borgere fra Idom-Råsted, for at etablere en sober og saglig dialog mellem eksperter og områdets beboere. Det forklarer Hans Peter Hansen fra Aarhus Universitet, som er en af forskerne bag projektet.  

- Det er et forsøg, vi har lavet i samarbejde med de lokale, hvor vi ville finde ud af, om man kunne skabe en meningsfuld dialog på tværs af de forskellige holdninger til ulven. Vi har prøvet at skabe et rum, hvor folk føler sig trygge ved at sige, hvordan det påvirker dem, at de pludselig skal leve med et ulvekobbel i deres nabolag.

Ulven skaber uenighed
Borgerne fra de to vestjyske landsbyer gik ind i projektet med vidt forskellige holdninger til ulvene, og sådan er det stadigvæk. Men det var heller ikke formålet med projektet, at deltagerne skulle nå til enighed om emnet, forklarer Hans Peter Hansen.    

- På den ene side, synes folk, at ulvene er facinerende, og på den anden side, er det også dem, der skal leve med omkostningerne. Vi kan se på projektet, at borgerne har en en meget stor bekymring for deres egen sikkerhed. Og de mennesker, der bor helt ude i frontlinjen er selvfølgelig ekstra bekymrede, siger han.

Eksperter besvarede spørgsmål
Til møderne har borgerne haft mulighed for at drøfte deres bekymringer om ulven, og relevante eksperter har efterfølgende forsøgt at besvare de spørgsmål, borgerne har haft.

Eksperterne i projektet tæller blandt andet eksperter i demokrati, ulvenes adfærd, biologi og jura, og det er deres anbefalinger, der har dannet grundlag for rapporten, Forslag til bedre og tryggere forvaltning af ulve. Det siger Hans Peter Hansen.

- Den sunde fornuft er meget god at aktivere. Hvis man løber i et ulveområde, er det en god idé ikke at løbe med noget i ørene, så man kan høre, hvad der sker omkring sig. Og hvis man møder en ulv, skal man ikke løbe, men det kunne mindre børn måske godt finde på. Og så kan det i værste fald gå galt, siger han. 

474 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere