Eksperter tvivler på store events i hele 2020

Flere eksperter fortæller til Ekstra Bladet, at de tvivler på, at danskerne kan komme til koncerter og store sportsbegivenheder resten af året

Forbuddet mod store forsamlinger fastholdes frem til august, lød det fra Mette Frederiksen mandag aften. Video: Ritzau

Hvornår kan danskerne igen tage til koncerter og sportsbegivenheder?

Foreløbigt gælder forbuddet mod større forsamlinger til og med august. Det har blandt andet betydet, at de store sommer-festivaler er blevet aflyst.

Men flere eksperter kommer nu med en dyster melding til de musik- og sportsglade danskere, der håber, at de igen kan gå til fodbold og koncerter fra september.

Ekstra Bladet har nemlig spurgt en række eksperter, om de forventer, at danskerne kommer til at kunne gå til større koncerter og sportsbegivenheder i 2020 - og svarene er ikke just positive.

- Forventer du, at danskerne kan komme til koncerter og sportsbegivenheder med flere end 1000 tilskuere i 2020?

- Det kunne jeg godt have en tvivl om, siger Jan Pravsgaard Christensen, professor i infektionsimmunologi ved Københavns Universitet, til Ekstra Bladet.

- Store arrangementer bliver nok noget af det sidste, der bliver åbnet, og det er alt andet lige ikke vitalt for samfundet. Omvendt kan det have stor indflydelse på sundhedssituationen i landet. hvis det giver en masse smitte, uddyber professoren.

Hans kollega på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos svarer kortfattet og resolut på samme spørgsmål.

- Nej, lyder det kontante svar fra Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi.

Efterårets Superligakampe hænger ifølge eksperterne i en tynd tråd. Foto: Jonas Olufson
Efterårets Superligakampe hænger ifølge eksperterne i en tynd tråd. Foto: Jonas Olufson
 

Dog er han ikke helt så pessimistisk, hvad angår arrangementer med under 1000 deltagere.

- Måske kan det lade sig gøre. Det kommer an på, hvor meget virus spredes, nu der bliver lukket delvist op i samfundet, uddyber Hans Jørn Kolmos til Ekstra Bladet.

Se også: Endnu en kæmpefest aflyst

Spinkelt håb
Troels Høyer Scheel, virolog på Københavns Universitet, tror heller ikke, at der kan afholdes større koncerter med flere end 1000 tilskuere i 2020 i Danmark.

Omkring de mindre events er der et spinkelt håb, vurderer han:

- Nok kun hvis vi hurtigt identificerer behandling, så vi kan tillade smitten at sprede sig. Alternativt i de tilfælde, hvor man kan sikre afstand mellem koncertgængere, for eksempel med siddepladser, siger han og nævner samme mulighed for fodbold- og håndboldkampe.

Troels Høyer Scheel peger på, at vi formentlig først vil se større events i Danmark, når 60 procent af befolkningen har været smittede, og vi således har opnået flokimmunitet. Det kan tage cirka et år, anslår han.

Se også: Der er for få smittet med corona i Danmark

En anden mulighed er, at der bliver udviklet en vaccine, hvilket også kan tage mindst lige så lang tid, eller at man finder en effektiv behandling, så sygdommen ikke rammer så hårdt som nu.

En fjerde mulighed er at kontrollere spredningen af coronavirus ved hjælp af hurtig opsporing.

- Det har man gjort i Sydkorea ved at tvinge alle til at følge en app, der fortæller, om man har været i kontakt med en smittet. Man overvejer i Tyskland, om noget lignende kan lade sig gøre på mere frivillig basis, forklarer Troels Høyer Scheel.

Samfund - 7. apr. 2020 - kl. 19:25 Ekspert: Ja, dine børn skal smittes med corona nu

Som at spå om vejret til vinter
En anden ekspert mener dog, det er urealistisk at spå om noget som helst på nuværende tidspunkt.

- Det er helt umuligt for mig at svare på. Vi følger nu den berømte grønne kurve, og som bekendt har den et mere udstrakt forløb, siger Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimental virologi ved Københavns Universitet.

Han mener, det er for tidligt at fælde dom over noget:

- Når vi nu begynder at åbne samfundet op, vil infektionstrykket stige, men vi ved ikke præcis hvor meget, og det vil være afgørende for at kunne sige noget. Det er som at spørge en meteorolog om vejret til vinter.

182 kommentarer
Vis kommentarer