Eksplosion i sexsygdomme: Sådan beskytter Katrine, Helene og Rosa sig

Antallet af personer der smittes med en kønssygdom er fortsat i kraftig vækst. Læger kalder det en epidemi

Er du smittet? Jeppe Hald fra Sexlinien for Unge forklarer her, hvad du skal være opmærksom på.

Forår. Bøgen springer ud, der er amoriner i luften og kønssygdommene blomstrer. Det viser ihvertfald de nyeste tal fra Statens Serum Institut.

Det er kønssygdomme som klamydia, syfilis og gonorré, som rammer flere danskere, og det er især unge i de store byer, der bliver smittet.

Derfor tog Ekstra Bladet en tur i Kongens Have i det gode vejr, for at høre de unge mennesker, hvordan holdningen er til sikker sex.

- Jeg tror godt, man ved, at det sikreste er at bruge kondom, men jeg tror også man kender mange, der siger: Fuck, det! Vi behøver ikke kondom, siger 17-årige Katrine Bruun, der går i 2 g. På Gefion Gymnasiet.

Katrine Bruun (tv.),  Helene Frey og Rosa Eberhardt går alle i 2 G. på Gefion Gymnasium i København. Deres fælles budskab er, at man burde blive tjekket for kønssygdomme noget oftere. Foto: Linda Johansen
Katrine Bruun (tv.), Helene Frey og Rosa Eberhardt går alle i 2 G. på Gefion Gymnasium i København. Deres fælles budskab er, at man burde blive tjekket for kønssygdomme noget oftere. Foto: Linda Johansen
 

Hun tror, der er mange, der 'glemmer' at bruge det, fordi man tænker, det er en 'sikker' partner, man er sammen med.

- Jeg tager p-piller, og jeg bruger for det meste kondom. Men jeg har da også nogle gange ladet være med at bruge det. Men det er jo ikke sikkert i forhold til kønssygdomme på den måde, siger Katrine Bruun.

Hun siger, man skal være meget sikker på den man er sammen med, før man bør 'gøre det' uden kondom.

Pigerne er selv gået fri for kønssygdomme, men de hører ofte om det.

- Vi kender bare mange, som man hører, der har fået det. Altså klamydia eller andet. Fordi de ikke har brugt beskyttelse, ikke? Eller også er det fordi, personen man har været sammen med, skriver og siger: Hey, du burde lige blive tjekket, siger Rosa Eberhardt på 18, der også går i 2. G på Gefion.

18-årige Helene Frey, der går i samme klasse, mener, at der er en dum tendens, både hos piger og drenge, til at sige, at det ikke er 'det samme' når man bruger kondom.

Men pigerne fortæller også, at der er et tabu omkring kønssygdomme. 'Det er jo ikke noget, der er fedt at have'.

- Alligevel føler jeg ikke, at folk er bange for at sige det. Hvis man så har det, er man sådan: 'Shit', så bliver man også nødt til at skrive til dem, man har været sammen med. Det føler jeg ikke, folk er bange for. Jeg føler, at folk de tager ansvar, siger Rosa Eberhardt.

Udviklingen i forhold til flere kønssygdomme blandt befolkningen har været til stede i flere år, og det stigende antal smittede får læger til at slå alarm.

I Ugeskrift for Læger kaldes udviklingen for 'en epidemi' på forsiden af deres temanummer. Det samme gør Statens Serum Institut, som løbende overvåger udviklingen i sexsygdommene.

Ifølge generalsekretær i Sex og Samfund, Bjarne B. Christensen, så bør man tage lægernes advarsler alvorligt.

- Det er da dybt foruroligende, at vi igen i år ser en stigning på klamydia men også gonorré og syfilis, siger han til Ritzau.

Kraftig stigning i kønssygdomme

Allerede i 2015 blev der registreret en stigning i antallet af nye gonorrétilfælde i Danmark. Men i den seneste opgørelse fra 2016 forsætter tendensen i stor stil.

Opgørelsen viser, at der her var 3478 mennesker, der fik konstateret gonorré hos deres læge. Mænd udgjorde de 2036 tilfælde og kvinder 1442 tilfælde. Det er en stigning på 27 procent på ét år.

Også syfilis er i fremgang. I 1999 var man helt nede på 22 tilfælde. Nu bliver der diagnosticeret omkring 700 tilfælde af syfilis om året.

Ifølge Berlingske er Statens Serum Institut ved at analysere antallet af gonorré og syfilis og klamydiatilfælde fra 2017, og de kan se, at antallet af personer, der er blevet smittet med sexsygdomme, ikke er faldende i forhold til 2016.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen