Eksplosion jævner hus med jorden: Sådan undgår du, at det sker for dig

En eksplosion og en brand har i ugens forløb gjort Danmark en villa og et historisk badehotel fattigere. Læs her, hvordan du kan undgå, at det sker for dit hus

Hold næse og øjne åbne, hvis du vil undgå, at der kommer ild i dit hus. Foto: Privatfoto
Hold næse og øjne åbne, hvis du vil undgå, at der kommer ild i dit hus. Foto: Privatfoto

En østjysk villa og et historisk badehotel er den seneste uge blevet jævnet med jorden, efter hvad der formentlig var en gas-eksplosion og en brandfarlig tørretumbler.

Og det er ikke første gang, helt almindelige husholdningsapperater bryder i brand, eller at gas- eller el-installationer ikke lever op til standarderne.

Derfor kan det være en god ide at tage sine forholdsregler og holde både sine øjne og sin næse ajour, fortæller Lone Hansen, kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.

- Hvis man kan lugte, at noget er forkert, er det en god ide at gøre noget ved det, og så skal man altid følge brugsanvisningen til sine elektriske apparater, siger hun og giver tre mere konkrete gode råd til, hvordan man kan være en smule mere opmærksom på brandsikkerheden i sit hjem.

1. Hold øje med gaslugt
En anledning til både brand og eksplosioner kan være gasslip, og man skal derfor være særligt opmærksom, hvis man kan lugte den markante gaslugt i sit hjem - hvad enten det er fra utætte gasflasker, et gasfyr, gaskomfur eller andre gasholdige genstande.

- Gas skal være tilsat et lugtstof, så man kan lugte, hvis noget ikke er, som det skal være. Kan man lugte gas, er det sikkert, at noget er galt, gassen skal nemlig være lukket helt inde, ligegyldigt hvad det bruges til, siger Lone Hansen.

Kan man alligevel lugte gas, skal man straks afbryde gasforsyningen og kontakte sin gasleverandør.

Siver der gas ud af dine gasflasker, kan det være en god ide at komme af med dem. Så udgør de nemlig både en band- og eksplosionsfare. Foto: Polfoto
Siver der gas ud af dine gasflasker, kan det være en god ide at komme af med dem. Så udgør de nemlig både en band- og eksplosionsfare. Foto: Polfoto

2. Lugter der af røg?
Tørretumblere, vaskemaskiner og andre el-apparater er fra tid til anden skyld i større brande. Præcis som det var en tørretumbler, der brændte Sinkløv Badehotel ned.

Ifølge Lone Hansen er det derfor vigtigt at være opmærksom på, hvis der lugter af røg i hjemmet. Det kan nemlig være en antydning af, at noget ikke er helt, som det skal være.

- Man skal også altid følge fabrikantens anvisninger på sine el-apparater og sørge for, at installationen er korrekt, siger hun.

Det kan også være en god ide at holde øje med, hvor tit apparatet skal kontrolleres eller renses. Blandt andet skal tørretumbler-ejere huske at rense filteret, ligesom det også altid er en god ide ikke at bruge apparater med beskadigede ledninger.

- Og så er det en god ide altid at have røgalarmer i hjemmet, siger Lone Hansen.

Gammelt el og dårligt vedligeholdte apparater kan pludselig bryde i brand. Sørg derfor altid for at følge vejledningen til dit produkt og at holde husets el i orden. Foto: Nima Stock
Gammelt el og dårligt vedligeholdte apparater kan pludselig bryde i brand. Sørg derfor altid for at følge vejledningen til dit produkt og at holde husets el i orden. Foto: Nima Stock

3. Gammelt el er også brandfarligt
Gamle el-installationer i dit hjem kan også udgøre en brandfare. Derfor er det godt at være ajour med, hvordan det står til med elektriciteten i dit hjem.

- Men i de allerfleste hushandler i dag er der lavet en eleftersynsrapport, hvor der står noget om standen i huset. Er installationerne markeret som om, de brude udskiftes, kan man jo overveje at gøre noget ved det, oplyser Lone Hansen.

Ikke altid til at se
Hvorvidt gamle el-genstande, dårlige installationer og vedligeholdelse eller gasslip er anledning til de fleste brande, er imidlertid ikke altid lige til at svare på. Nogle gange kan husene nemlig være brændt så meget ned, at det ikke er muligt at vurdere, hvor branden startede.

Derfor er det heller ikke endnu muligt at fastlægge årsagen til eksplosionen i den østjyske villa, oplyser Sydøstjyllands politi til Ekstra Bladet. Politiet formoder imidlertid, at det var en gas-eksplosion, der jævnede villaen med jorden.

En afdød kvinde er blevet fundet i huset, men hun er endnu ikke blevet identificeret. Politiet formoder, at der er tale om den 87-årige ejer af boligen.

Ingen kom alvorligt til skade under branden på Svinkløv Badehotel.

15 kommentarer
Vis kommentarer